December 2005

Circenyt 21.

 Kære alle sammen.

 Så er vi færdige med dette års sejlsæson, og vi ligger nu trygt forankret i floden foran botanisk have i centrum af Brisbane, Australien. Vores planer om at tilbringe hurrycane sæsonen på Marshall øerne nord for ækvator, har vi ændret. Vi har på Noonsite  (internettet) læst om vejrforholdene der, i den periode vi havde tænkt at være der. Det så ikke for godt ud, og de lave koralatoller på Marshall yder ikke megen beskyttelse. Så vi bestemte os for, at tage til Australien i stedet for. Så hermed en kærlig hilsen fra Australien til jer alle sammen. Og da det nu snart er jul ønskes I samtidig en rigtig glædelig jul og et godt nytår fra os begge.  

Vi blev kun en uges tid i Port Vila, som er hovedstaden i det selvstændige ørige Vanuatu. Port Vila er en lidt uharmonisk blanding af nye moderne boliger bygget for velhavende folk udefra, et enkelt godt supermarked med dejlige vestlige og især franske varer, og gammelt og ret forfaldent byggeri fra den tid, hvor englændere og franskmænd regerede. Vanuatu har været selvstændigt siden 1980, og det ses og mærkes efterhånden. Der er betalt en høj pris for selvstændigheden, og mangelen på penge ses næsten overalt i byen. Og her, som så mange andre steder, er korruptionen stor. Vi fik fortalt mange historier om de lokale politikeres tendens til at pleje egne økonomiske interesser. Korruption og nepotisme er desværre et problem i størstedelen af verden.

Men det egentlige Vanuatu er ikke de to byer Port Vila og Louganville. De er ikke i stand til at spolere det generelle billede af et samfund af sorgløse mennesker, der lever deres enkle liv i fuld harmoni med den pragtfulde natur, og de betingelser den giver dem. For så snart man kommer blot nogle få hundrede meter væk fra byerne, skifter tilværelsen og landskabet karakter. Uden for byerne er vilkårene og livet stadig, som det har været i flere hundrede år.

Efter at vi hos immigration og custom, mod en klækkelig betaling, havde fået forlænget vores visum og opholdstilladelse, samt fået vores cruising permit, var vi nu parate til at forlade byen og søge tilbage til det egentlige Vanuatu. Og vores tid der har været den dejligste tid vi kan mindes fra hele vor sejlads. Vanuatu er efter vores mening noget af det tætteste man i vore dage kan komme på et jordisk paradis. Så det efterfølgende bliver nærmest en lovsang til alle de dejlige øer og de herlige uspolerede mennesker, der lever deres tilværelse der, samt nogle udpluk fra vore oplevelser på øerne.

Efter blot seks mils sejlads fra Vila droppede vi ankeret i en bugt bag en lille ø, der meget betegnende kaldes for Hide Away. Da vi tog dinghyen ind til landsbyen i bunden af bugten, blev vi modtaget af en flok festklædte mennesker. De fejrede 50- året for landsbyens udflytning fra den lille ø og ind til ”fastlandet”, og vi blev straks inviteret med. På øen er der i dag et resort, med hytter og forplejning til velhavende mennesker udefra. Jeg spurgte om, hvorfor man tidligere havde boet på den trange plads på øen, når der var masser af plads på hovedøen. Svaret var, at man troede, der var en ond ånd på hovedøen, der gjorde folk syge hvis de dristede sig dertil. Man klumpede sig derfor sammen på den lille ø og undgik så vidt muligt at nærme sig hovedøen. Senere fik man jo at vide, at det ikke var ånder men malaria, der var skyld i, at folk blev syge. På den lille ø var der altid lidt vind, og den holdt myggene og dermed sygdommen væk.

Med den nye viden bestemte man sig nu til at flytte hele landsbyen ind til hovedlandet, hvor den er i dag. Men det eksperiment kostede dyrt. Over 50 døde, fortalte en af landsbyens gamle os. I dag klarer man sig med malariamedicin, hvis man bliver syg. Dog er det et problem for mange at skaffe pengene, da der skal betales for medicinen. De fleste bliver syge med jævne mellemrum og må så ty til medicin. Vi spiste forebyggende malariamedicin hver uge i den tid vi var på Vanuatu, og vi havde ingen problemer.

Den følgende dag bød på 25 mils sejlads til Havana Bay. Der var en frisk brise, da vi tog ankeret, men allerede inden sejlene var sat, måtte vi sætte reb i storen. På vejen skulle vi passere Devils Point, der er berygtet for voldsomme bølger. Vi nåede dertil efter en times sejlads, og der var da også ret svær sø. Men vi havde vind og sø med os, så det var ikke noget problem. Vinden tog yderligere til, men snart var vi i bølgelæ bag øen, og vi fik en herlig sejlads. Med to reb i storen og blot en halv genua loggede vi 6-7 knob. Efter ca. 4 timers sejlads kunne vi ankre ud for Havana, der ligger godt beskyttet bag to små øer.  

Den følgende morgen hilste vi på nogle af de mange folk, der i deres udriggerkanoer passerede Circe på vej fra øen overfor og ind til deres haver på hovedøen, hvor de dyrker frugt og grønt. En del sælger deres varer på markedet i Port Vila. Her tager nogle af landsbyens kvinder ind med frugt og grøntsager hver uge. Kvinderne bliver på markedet hele ugen igennem. Om natten (og somme tider også om dagen) sover de blot på jorden direkte under de primitive borde, hvor de har deres ting udstillet. De spiser, arbejder og sover på den samme plet jord hele ugen igennem. Men på disse store markeder er der altid en dejlig stemning, med muntre koner og en mængde børn der løber omkring. Det virker, som om alle trives med deres situation og med hinanden.

Rundt om båden hører vi hyggelige snøft, når søkøer og skildpadder kommer op for at få luft. En del kanoer har også været henne hos os for at tilbyde frugt og grønt. Andre ønsker at handle sig til forskellige ting. En ønskede hovedpinepiller, en anden en æske tændstikker og en manglede en kop motorolie. Så derfor ligner Circe nogen gange en bedre grøntbutik.

Om formiddagen tog vi ind til kanolandingspladsen. Her lå 25-30 kanoer trukket op på land, mens ejerne arbejdede i haverne eller var i Port Vila for at sælge. Der kom straks to mand hen til os og tilbød at vise os rundt. De præsenterede sig som Morris og Ken, og de fortalte beredvilligt om deres liv og traditionerne her. Vi fik set deres haver og fik en masse frugt med hjem. De to gutter tog med os ud på Circe for at få kaffe. En dejlig dag.

Vores næste destination var Lamen Bay på øen Epi. Her lå 10 både foruden os, men her er god plads. Desværre er der ikke noget beskyttende rev ud mod havet, så det er en rullende affære. Rundt omkring båden ser vi hele tiden store skildpadder, og vi hørte, at der skulle være en tam søko i bugten. Vi snorklede og så mange flotte fisk og koraller, men ingen søko.

Inde i landsbyen snakkede vi med flere af beboerne, og vi fik et godt indtryk af livet her. Man var i gang med at bygge et markedshus med opstillede borde til varerne. Vi spurgte lidt forbavset hvem der skulle købe deres varer. Alle havde jo adgang til selv at dyrke det de behøvede. Men de mente nu nok at bådfolket og andre, bl.a. fra øen over for, ville kunne holde handelen i gang. Vi blev efter en god snak budt i kirke den følgende dag, der var en søndag. Det viste sig, at være den lokale skoles headmaster Atti vi snakkede med, og han bød os efterfølgende på middag i sit hjem. Det kan være en dejlig oplevelse, hvis vi ellers kan få deres Lap-Lap ned. Det bliver aldrig vores favorit, men vi lovede at komme.   

Allerede på vejen op mod den primitive kirkebygning kunne vi høre de ankomne kirkegængere synge af hjertens lyst. Efterhånden som 2. og 3. ringning på ilt - og brintflasken lød, blev kirken fyldt med gæster. Alle var pænt klædt på. Kvinderne i deres kulørte og mønstrede Mother Hobbard kjoler med pufærmer, flæser og bånd. Seancen varede godt to timer, hvoraf kun 20 min. var egentlig prædiken på bislama, som vi ikke forstod meget af. Resten var den dejligste korsang fra menigheden og fra 7-8 forskellige kor, der på skift kom op og præsenterede en række numre. Præsten fungerede nærmest som en slags toastmaster. Korene sang tre- og firestemmigt, og af og til faldt menigheden ind også. De var virkelig dygtige, og bagefter måtte vi spørge, om de havde noder, eller de lærte de forskellige stemmer udenad. De svarede lidt genert, at de selv fandt på de forskellige stemmer og ikke kendte til noder. De folk er virkelig musikalske, og de har en sangglæde, der er uset i de dele af verden hvor vi kommer fra. Et par unge mænd fra secondary scool havde guitarer med og det hele gik op i en højere enhed og blev til en dejlig oplevelse.

Da gudstjenesten var forbi blev vi bedt om sammen med præsten at tage opstilling uden for kirken. Idet de besøgende passerede os, gav de os hånden og sagde farvel, tak eller God bless you. Og det var faste håndtryk der blev givet, ikke noget med valenhed her.

Hos Atti og hans familie blev vi budt ind i køkken- og spisehuset, hvor der var dækket op på en række palmeblade, der var lagt ud på gulvet. Vi fik anvist en plads på gulvet, hvor der var sat tallerkener og skeer frem til os. Maden bestod af Lap-Lap, grapefrugt og den kage Birthe havde medbragt. Lap-Lap´ en lå på de store plameblade den var blevet bagt i i jordovnen. Nu satte familien sig, og alle guffede i sig. Det var tydeligt, at de elskede deres Lap-Lap. Nå, det smager nu heller ikke så dårligt, jeg tror man kan vænne sig til det. Vi fik serveret en drikkekokosnød med sugerør (en stilk fra en plante), så vi slap for at drikke deres lokale vand. Kagen gjorde lykke, så Birthe måtte skrive opskriften op til fruen, selv om hun kun har nogle få af ingredienserne, og hvordan bager man kage i en jordovn? Men det var en dejlig dag sammen med nogle søde og hjertelige mennesker.

Lamen Bay er kendt for sin tamme søko. Sejlerne havde derfor snorklet og sejlet rundt i flere dage for at lokalisere dyret, men uden resultat. Så blev der pludselig annonceret over VHFèn, at den var observeret langs den ene kyst. Birthe hoppede i dinghyen og sejlede derover, og undervejs tog hun Dave fra den engelske båd Amonitas med. Han havde snorkel og fotogrej parat, og det lykkedes at få taget nogle gode undervandsbilleder af det store dyr.

I passet mellem øerne Paama og Ambryn fangede vi en stor fisk. Det var en Vahoo på omkring 35 kilo. Det kneb noget med at få bæstet hevet op i cockpittet, men det lykkedes til sidst. At få dyret slået ihjel var heller ikke let, og til sidst var hele cockpittet oversmurt med fiskeblod. Vi skar halestykket af den. Der var til 8 flotte kotteletter til os selv. Resten ville vi give til landsbyen Wali Bay på sydsiden af øen Pentacost.. Vi tog dinghyen i land, og fandt landsbyens mænd forsamlede ved en lille plads, som fungerede som en slags tingsted. Vi så åbenbart lidt søgende ud, så vi blev spurgt, om vi havde nogen problemer. Nej ikke sådan, svarede vi, men vi har fanget en kæmpe fisk, som vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op med. De sprang alle op og begyndte at le og råbe i munden på hinanden. De var helt vilde, og de tog straks med os tilbage til båden efter fisken, som de drog af med under latter og snak. Hvordan de fik fisken fordelt ved vi ikke, men der var i al fald mad til alle.

Dagen efter kom chiefen Bruce ud til os og spurgte, om vi ville se hans have. Det var et dejligt sted med en utrolig frodighed, og vi fik en masse frugt. Bagefter viste Bruce os deres kastom-plads. Den lå en halv times vandring ind i landet. Ordet kastom har flere betydninger, men alt sammen i forbindelse med noget gammelt eller oprindeligt. F. eks. findes der flere kastom landsbyer, hvor livet leves helt som på den gamle tid. Det vil sige, at kvinderne kun bærer et græsskørt og ikke noget på overkroppen. Og mændene har blot en namba eller et penishylster på. Det er utroligt, så hurtigt man vænner sig til at betragte nøgenhed som noget helt naturligt. I det varme vejr er det også rarere ikke at have noget tøj på.

Da vi sad sammen med Bruce på kastom pladsen kom en chief fra en af kastom landsbyerne hen til os. Han præsenterede sig og fortalte, at han var på vej til et møde i nabolandsbyen. Og så undskyldte han, at han havde tøj på. Det var kun på grund af mødet forklarede han.

Kastom pladsen var især kendt på grund af de land diver tårne der bygges her. Tårnene bygges omkring 30 meter høje, og landsbyens unge mænd springer med dødsforagt ud fra toppen af dem og ned mod den hårde jord. Omkring benene har de fastgjort en lian, der helst skal være netop så lang, at de når at ramme jorden med armene, men uden at komme til skade. Men det er en farlig sport, og ofte brækkes der ribben og lemmer, og det sker også, at et af de unge mennesker dør.

Den oprindelige ide med landdiving, som kun praktiseres på øen Pentacost, er en form for mandomsprøve, samt for at velsigne den kommende høst. Men i dag er det blevet et helt tilløbsstykke. Velhavende turister kommer flyvende hertil om foråret for at se det, og de betaler store summer for det, så det er nu blevet den væsentligste indtægtskilde for nogle af landsbyerne på øen.

Efter at land divingen er slut, bliver tårnet taget ned, og træet bliver brugt til brænde. Næste forår bygges der så et nyt tårn af nye friske træer, der ligesom lianerne skal være seje og elastiske, og derfor skal skæres umiddelbart før de skal bruges.

Efter nogle dejlige dage i Wali Bay sejlede vi langs Pentacosts langstrakte kyst op til øens nordligste landsby Loltong, der ligger fint beskyttet i bunden af Loltong Bay. Her var vi i sammenlagt tre uger, og vi havde en række dejlige oplevelser her.

Da vi ankom til Loltong, kunne vi se landsbyens små træhytter inde mellem træerne. En masse røg kom ud af deres nakamal, der er landsbyens fælleshus. Det er langt det største af husene, og vi så en masse mennesker rundt omkring huset, så vi var bange for, at der var udbrudt brand. En nakamal består primært af et meget stort palmebladstag og kun 1 meter høje ydervægge. Væggene er oftest kunstfærdigt flettede, og gulvet er blot et stampet jordgulv. I den ene ende af huset findes mændenes kavaplads, og der er det tabu for kvinderne at komme. I modsat side er jordovnene og ildstederne, og pladsen i midten er til almindeligt ophold. Her er tit mange mennesker forsamlet idet en nakamal bruges af hele landsbyen til alle mulige formål.

Der var nu ikke udbrudt brand, men tændt to meget store bål i nakamalens to jordovne for at varme jorden og nogle store sten op til tilberedning af masser af mad.

Så snart vi landede dinghyen, blev vi modtaget af en flok smilende børn og enkelte voksne. Vi blev straks budt velkommen og inviteret til at deltage i den store fest der var under forberedelse. Lidt senere kom chiefen Richard hen og hilste på os, og han gentog, at vi endelig måtte deltage i landsbyens fest. Festen blev afholdt af en købmand oppe fra højlandet som betaling for det arbejde landsbyen havde ydet ham med at laste og losse varer i løbet af året, når der kom et cargo skib på besøg.

Vi sagde ja tak til at være med og tog dernæst ud til Circe, hvor vi havde en frossen kylling liggende. Vi følte, at vi også ville bidrage lidt til den store husholdning. Birthe tog samtidig resten af lageret af slikpinde med. Der var ca. 50 stykker, så vi mente det skulle kunne række.

Da vi kom tilbage med tingene, skete der noget sjovt. Jeg ville blot give kyllingen til Richard, men sådan skulle det ikke være. Jeg blev bedt om at stille mig med kyllingen i hænderne foran nakamalen medens alle landsbyboerne nysgerrigt så til. Da jeg havde stået lidt uden rigtig at vide hvad der forventedes af mig, kom chief Richard langsomt gående hen imod mig. Jeg fik med en armbevægelse besked på blot at stå stille og vente. Dernæst gik Richard langsomt og højtideligt tre gange rundt om mig. Til slut berørte han mig med sine hænder, og jeg kunne nu overrække ham gaven. Dette var, fortalte han os senere, the kastom way, og både gaven og vi var nu accepteret. Umiddelbart herefter kom et par kvinder hen til Birthe og begyndte at vaske hendes ben. Hun var ikke forberedt på hvad der skulle ske, og hun gav et forskrækkert hvin fra sig. Øjeblikkelig begyndte alle kvinderne at grine, og Birthe fik vasket ben under stor munterhed. Dette var den traditionelle måde at vise os, at vi nu var at betragte som medlemmer af landsbyen og kunne blive der så længe vi ville. Chiefen delte nu slikpindene ud, og der var lige netop nok til alle børnene, selv om et par voksne også snuppede en.

Medens kvinderne fortsatte med madlavningen, tog chiefen os med på en rundvisning først i landsbyen og dernæst til de to nabolandsbyer. Undervejs fortalte han om byens historie, som kun går tilbage til 1932. Dengang flyttede hans far og farbror med deres familier herned fra højlandet oppe i bushen. Ingen turde dengang bo ved vandet, for der var en ond ånd, der gjorde dem syge, når de var nede og fiske. Nu klarede de sig med malariamedicin. Richard viste os også sin fars grav, og til sidst så vi hans hus. Det var et stort stenhus, med fast tag. Men hvor så der ud inden døre. Beskidt, rodet, itu og primitivt. Men Richard og hans kone, der nu begge var i 70èrne, havde opfostret syv børn, hvoraf de to var blevet hhv. advokat og operationslæge i Port Vila. Resten af børnene havde også gode uddannelser. Når vi ved hvor dyrt der at have sine børn i skole her, er det imponerende familien har kunnet klare det.

Da vi kom tilbage til landsbyen var de to jordovne netop blevet fyldt. Den ene med tarorødder, den anden med en okse, en gris og vores lille kylling. Det hele blev omhyggeligt dækket til med mange lag bananblade og derefter et lag glødende sten og et nyt lag blade. Nu kunne vi så bare vente til de gode sager var bagt færdig.

Mens vi ventede, fik vi serveret frokost. Det var en portion ris med oksekød. Der spises med fingrene, og maden blev serveret i to grønne blade. Der var fuldt af røg i nakamalen, og øjnene blev godt røde, men snakken gik livligt, og ind imellem blev mændene en ad gangen kaldt hen til kavadrikning. Kavadrikning er en alvorlig sag, der skal tages seriøst med klap i hænderne og buk for den der skænker op. Jeg blev også budt et par gange, og de forsamlede mænd betragtede interesseret min reaktion. Det er svært at se begejstret ud når man synker en kokosskal fuld af kava, men det er med at finde en grimasse der passer nogenlunde. Her blev kavarødderne ikke tygget men stampet i en stor morter. Det gjorde det lidt nemmere at få ned. Kokosskallerne blev også skyllet i en spand med vand mellem hver bruger. Jo, jo renlighed er en god ting.

Det blev senere end vi havde regnet med før jordovnene omsider blev åbnet. Først fjernes det øverste isolerende lag af blade. Derefter bliver de stadig meget varme sten fjernet en efter en med en bambusstamme, der er kløvet i den ene ende. Den fungerede som isolerende tang. Til sidst bliver dækbladene forsigtigt fjernet. Her er det vigtigt, at ingen aske dryssede ned i maden.

En af kvinderne havde til opgave, at holde regnskab med mængden af mad og antallet af gæster. Det klarede hun ved hjælp at et stort blad med mange små flige på. For hver person der skulle have mad, blev halvdelen af en flig nippet af bladet. Da maden blev delt ud, nippede hun blot resten af fligen af hver gang en person havde fået. Jo, hende kunne man ikke snyde. Hun havde helt styr på mad og gæster, og alt passede på en prik.

Både taro og kød blev nu delt ud i portioner og serveret i grønne blade. Derefter gik hver familie op og fik deres portion, omhyggeligt overvåget af regnskabsholderen. Der var 152 gæster til spisning.

Det blev en uventet dejlig dag med mange iagttagelser og oplevelser, og mange interessante betragtninger omkring de gamle skikke der levedes efter.    

Den følgende dag var en søndag, og her mødte vi købmanden oppe fra højlandet. Det var ham, der havde givet landsbyen gårdsdagens fest. Jeg spurgte, om han havde været i kirke, og han undskyldte sig med gårdsdagens megen kavadrikning. Han havde slagtet en gris og en ko til festen og var desuden ankommet med et helt vognlæs kava, så vi kunne godt blive enige om, at han var lovligt undskyldt. Han præsenterede sig som Mark Donald, og han syntes det var meget spændende, at vi nu var medlemmer af landsbyen. Han havde på afstand set vores optagelse. Oppe i højlandet, hvor han kommer fra, er alt endnu mere traditionelt. Vi havde lagt mærke til, at han under festen dagen før havde delt gaver ud til nogen af de personer, der særligt havde hjulpet ham. Gaverne bestod alle af traditionelle måtter flettet af plantefibre. Måtterne blev givet på samme måde, som da Richard modtog vores kylling. The kastom way. Vi havde nok syntes, at der manglede lidt variation i Marks valg af gaver. Det var alt sammen måtter. Der var nok 25 stykker, der højtideligt blev givet en for en. Mark Donald forklarede os nu, at måtterne sammen med grise var de betalingsmidler der blev benyttet i det nordlige Pentacost. Penge eksisterede stort set ikke. Senere forklarede flere af landsbyens beboere, at de foretrak betalingen på den traditionelle måde frem for nymodens penge, som de ikke rigtig havde noget forhold til. Måtterne var det officielle betalingsmiddel, og de kunne nemt omsættes til varer, hvis man ville det. Man kunne slet ikke forestille sig, at de efterhånden ville blive erstattet af penge. Jeg kunne ikke nære mig for at spørge, hvad der blev af måtterne når en velhavende mand døde. Jo, sagde de, så blev den døde rullet ind i sine måtter og blev så begravet sammen med dem. Her var ingen kister, man brugte måtterne i stedet, og der var prestige i at blive begravet i mange måtter. Så vi fik svar på alt, og ikke de dummeste svar synes jeg. Her var lidt at tænke over.

Mark Donald spurgte os, om vi havde lyst til at komme op se hvor han boede og hilse på hans familie. Så vi kravlede op i hans truck og kørte op i højlandet. Det var en fantastisk tur. Ad stejle jordveje kørte vi med 4-hjulstræk møjsommeligt højt op i bjergene, hvor der var et stort og nogenlunde jævnt område der blot blev kaldt ”the bush”. Heroppe i et meget frodigt landskab lå de gamle landsbyer, og mange af beboerne her havde aldrig set hvide mennesker.    

I Marks landsby blev vi budt ind i deres nakamal, og her fik vi fortalt om livet og de forskellige kastoms her. En flok unge fyre tog imod os i nakamalen, og de fortalte beredvilligt om deres tilværelse. Det virkede, som om de var stolte af deres landsby, og at de syntes de havde en god tilværelse. Her var ingen elektricitet, så ingen TV, DVD player, musik eller sågar elektrisk lys. Skulle der varmes mad var det i jordovn eller på et bål. Men rent drikkevand havde de. I landsbyen var en vandhane med dejligt velsmagende vand. Vandet kom fra en kilde i nærheden. Musikken sørgede de selv for. De havde et stringband med tamtam, en bambusbas og forskellige strengeinstrumenter. Deres bas var blot en enkelt streng spændt ud mellem en trækasse og en pind, der kunne sættes i et hak i kassens ene hjørne. Ved at sætte en fod på kassen og med den ene hånd lade pinden spænde strengen mere eller mindre kunne man med den anden hånd slå strengen an og få en række toner frem, En tamtam er en træstamme, der i den ene ende er smukt udskåret. Igennem en smal sprække på langs af stammen er den udhulet som en tromme. Det lød rigtig godt, da det blev præsenteret for os. De havde den største tamtam vi endnu har set. Den havde en flot dyb hul klang, når der med en kølle blev slået på den.

Vi blev nu af Mark Donald kørt rundt til hans nærmeste familie og hilste på dem. Om vi skulle bese dem, eller det var omvendt, fandt vi ikke rigtig ud af, men alle var meget søde. Nogle af de mindre børn stak i et hyl, da de så os, og selv de halvstore så noget betænkelige ud. Det varede nu ikke så længe, førend de alle kom hen og hilste på os. Flere skulle føle på os. Især Birthes lyse hår var de meget betaget af, og kvinderne skulle hele tiden hen og røre ved det. Mark Donalds mor var ældgammel. Hun var så tynd, at hun næsten kun var et skelet, men hun grinede over hele det tandløse hoved og syntes åbenbart at det var alle tiders at vi var kommet. Hun stavrede straks hen og gav Birthe et kram. Mark vidste ikke rigtig hvor gammel hun var. Det med alder (hverken hans egen eller hans børns) havde han rigtig styr på.

Overalt på turen vinkede og råbte folk til os, og på vejen tilbage takkede Mark os så hjerteligt for, at vi havde ladet os optage i deres samfund og deltaget i hans feast. Samtidig inviterede han os og vore børn til at komme og bo hos sig, lige så længe vi ønskede. Vi var lidt overvældede, det virkede virkelig som om han mente det.

Det var svært at løsrive sig fra Loltong. Vi havde mange gode samtaler med indbyggerne om livet der. Bl.a. om ægteskaber og skilsmisser. Vi fik at vide af en flok koner, at hvis en mand ønskede sig en kone, måtte han betale for hende. En kone kostede 10 grise, som skulle stilles op til inspektion foran pigens far. En af grisene skulle helst have tænder, der var vokset helt rundt i en cirkel. Hvis grisene blev godkendt, var konen hans. I dag var det dog også nødvendigt med en ceremoni i kirken, men det var mest fordi myndighederne forlangte det. Vi spurgte, om en kone kunne blive skilt, hvis hun ønskede det. Men det var kun mandens afgørelse. Han havde købt konen, og hun var hans ejendom. Hvis manden ville skilles, måtte han aflevere konen plus en gris til konens familie. Så var han skilt. Men der var nu meget få skilsmisser, sagde konerne. Vi fortalte lidt om skilsmisseprocenten i Danmark, og det undrede de sig meget over indtil en af dem fandt løsningen på det problem. ”Det er jo fordi manden ikke betaler for en kone hos jer” udbrød hun. De andre koner nikkede klogt. Tænk at have et så tåbeligt system.

Til sidst måtte vi af sted. Vi bestemte os for at tage til sydsiden af den næste ø Maewo. Her lå landsbyen Asanvari, hvor chief Richards farbror i sin tid havde slået sig ned, og hvor i dag hans bror Nielson var chief. Indsejlingen var uden problemer, og i det klare vand var revene i ankerbugten tydelige. Der lå to både for anker allerede, men der var masser af plads i bugten, og den er godt beskyttet.

Efter nogen tid kom en kano ud til os. Det var chiefens søn Nixon, som kom for at byde os velkommen. Chief Nielson havde en lille yachtclub, hvor Nixon var kok, så han foreslog, at vi kom ind til spisning sammen med besætningerne fra de to andre både. Han ville servere mudderkrabber, og det skulle nok blive godt, lovede han.

Og det blev det bestemt også. Vi fik en halv mudcrab hver serveret med ris og grønsager og en lækker krydret sovs. Og der var masser af mad. Mudderkrabberne er meget store, og på indersiden af de imponerende klosakse er der tænder. De er ikke ufarlige. Vi så en levende krabbe i køkkenet. Den stirrede lige på os og fægtede aggressivt med klosaksene. Hver klo er på størrelse med en hånd, og den er fyldt med det lækreste skære velsmagende kød. Under middagen spillede et stringband, og bagefter kom de små børn og bød os op til dans.

Vi var ca. 10 dage i Asanvari, og vi havde et dejligt ophold der. I yachtklubben blev der arrangeret kastom danse for os, og vi tilbragte en del tid der. Det virkede som Nielson havde fundet ud af det. Der var tit sejlere på besøg, så jeg tror han scorede kassen.

Tidligt om morgenen blev vi vækket ved en banken på siden af båden. Det var bageren, Christoffer Colombus, der spurgte om vi ville have nybagt brød. Kan det snart blive skønnere. Det var perfekte morgener med knaldblå himmel og vulkanøen Ambae, i silhuet ca. 10 mil derfra. Vulkanen havde en fane af røg fra toppen.

Vi har i øvrigt lige hørt i australsk radio, at det meste af Ambaes befolkning nu er evakueret fra øen, da man frygter, at der snart kommer et stort udbrud fra vulkanen.

Bagerens ovn så vi senere. Den var lavet af tørret mudder, og der fyredes med brænde. Formene var lavet af udbankede konservesdåser. Men de brød han laver er gode, så når han ellers har mel at bage af, er der ingen problemer med afsætningen. Iøvrigt er æg et problem her. Her er masser af høns, men ingen har styr på, hvor æggene bliver lagt, eller hvor gamle de er. Birthe købte f. eks. i Louganville, hvor der jo burde være mere styr på tingene, 12 æg. Kun de tre kunne bruges.

På en tur inde i Asanvari mødte vi en dag en meget tiltalende ung mand. Han præsenterede sig som Dixon. Ham fik vi en god snak med om bl.a. skoleforholdene på stedet. Han var udsendt fra Loltong for at hjælpe til på en lille skole inde i bushen. Mange skoler har svært ved at skaffe penge til indkøb af selv de nødvendigste ting. Der hvor han arbejdede, havde man slet ingen undervisningsmaterialer. Ikke engang papir og blyanter. Børnene måtte skrive med pinde i sandet. Det er derfor svært for børn fra de små skoler at klare sig. Jeg kunne ikke dy mig for at nævne, at landsbyen, og specielt Nielson, virkede som om de havde penge nok. Men det lod til, at chiefen her også var underlagt den alm. menneskelige natur. ”Han rager til sig og sørger for egne familiemedlemmer”, sagde Dixon. Jeg nævnte, at vi kom fra Loltong, og at det der virkede, som om det var anderledes. ”Oh ja, men der er Richard chief, og han er en god mand”, sagde Dixon. Hans bror Nielson, som er chief her, er anderledes.

Vi nævnte nu, at vi havde været med Mark Donald oppe i højlandet på Pentercost, og at det virkede som om folk der havde det godt. Dixon blev nu helt målløs og kiggede undrende på os. Det viste sig, at Mark Donald var Dixons far, og at Dixon levede i den landsby vi lige havde besøgt sammen med faderen. Vi fortalte ham om omstændighederne omkring vort besøg, og han betragtede os nu, som var vi hans familie.

Han fortalte, at han skulle tilbage til Pentercost om kort tid, og at vi endelig måtte komme og besøge ham og hans familie der. Han ville straks give sin kone besked på at flette to tasker til Birthe, og vi måtte endelig komme og hente dem. Efterfølgende var han ude hos os på båden, hvor vi bl.a. gav ham papir og blyanter til sine forsømte elever. Da han så, jeg havde en guitar, bad han om lov til at låne den, og han spillede og sang af hjertens lyst. Jeg spurgte, om han havde en guitar hjemme, men det havde han ikke penge til. Han besøgte nogle gange en kammerat, der havde en, og så lånte han den. Han havde ikke været på en yacht før, så han gjorde store øjne da han så alle vores ting. Om det var forkert af os at lade ham se hvordan mennesker udefra lever, ved jeg ikke, men det er klart, at det gør et stort indtryk. Og udviklingen kommer jo nok også til Vanuatu en dag. Da vi senere på vores tur nåede til Louganville købte vi en guitar og sendte den over til ham.

En dag kom vi forbi et nydeligt hus, der blot så lidt forsømt ud og tilsyneladende var ubeboet. Vi spurgte formanden for den lokale skole, om årsagen til det. Han sagde blot, at huset var tabu, og at ingen måtte bo i det. Nu blev vi jo nysgerrige og spurgte om årsagen til det. Jo, forklarede han. Chief Nielson havde tidligere fire sønner. I dag har han kun to tilbage. ”Hvad blev der af de andre to?” spurgte vi. ”De blev slået ihjel af de to familier der boede i dette hus” sagde han. Nu blev vi jo rigtig nysgerrige og spurgte om folkene der havde skudt dem. Nej, sagde han, de blev slået ihjel the kastom way. Noget betuttede spurgte vi, hvordan det var gået for sig, men det kunne han ikke svare på. Han vidste ikke hvordan de havde gjort det, kun at de var blevet slået ihjel med magi, og at Nielson derfor havde forvist dem fra området og havde erklæret huset for tabu.

Den tyggede vi jo lidt på og spurgte senere andre, om de havde hørt den fantastiske historie. Jo, den var almindelig kendt. Nielsons sønner var i tyverne og var sunde og raske til de døde pludselig. De to familier havde naturligvis nægtet ethvert kendskab til dødsfaldene, men der var almindelig enighed om, at det var dem, der havde gjort det med magi. Jeg spurgte, om de havde anvendt en form for voodoo, men det ville man ikke rigtig udtale sig om. Så det måtte vi lade os nøje med, selv om jeg godt ville have haft lidt mere at vide om den side af ”the kastom way”. Og at spørge Nielson kunne vi ikke rigtig få os selv til.

Efter at have forladt Asanvari sejlede vi rundt blandt andre af de dejlige øer i en måneds tid og hver eneste ø eller ankerplads bød på helt specielle oplevelser, som vi dog ikke vil beskrive nærmere. Vi blev nu enige om, at vi lige ville tilbage og sige farvel til vore venner i Loltong, inden vi forlod Vanuatu. Vi fik en herlig modtagelse, og det blev et dejligt gensyn med landsbyens beboere. Senere fik vi Richard til at ringe til Mark Donald, og han tilbød straks at hente os den følgende dag. Gensynsglæden var stor. Dixon var nu kommet hjem, og han tog imod os sammen med sin og Mark Donalds familie. Det viste sig, at Dixon i en alder af 27 år havde fem børn. Den yngste var blot tre måneder gammel. Efter at have spist sammen med familierne gik vi med Dixon til hans sted. Her fik Birthe overrakt to flotte flettede tasker. På den ene var flettet Welcome to Vanuatu. På den anden stod We love you Birthe. Jo, der var ikke et øje tørt. Bagefter indbød Dixon højtideligt os, vores familie eller vore venner til at komme og bo hos dem så længe vi eller de havde lyst. Vi fik anvist et stykke jord med en dejlig udsigt. Der skulle vi sammen bygge det hus, vi skulle bo i. Og mad skulle vi ikke tænke på, der var masser af mad til alle. Vi var overvældede over al den gæstfrihed, og vi lovede i det mindste at skrive til dem og fortælle hvordan det gik os.

Dagen efter kom Mark Donald og Dixon med deres familier ned til Circe, hvor vi havde en dejlig dag sammen.

Det var ikke nemmere at løsrive sig anden gang, men nu begyndte hurrycanesæsonen at nærme sig, så vi måtte af sted. Til afsked bagte Birthe en stor kage, som vi sammen med noget kaffe bragte med ind til chief Richard og hans familie. Vi blev til gengæld inviteret til afskedsmiddag hos dem samme aften Det gjorde ikke afskeden nemmere.

Da vi senere kom til Louganville, meldte vi os til et rally, der gik til Bundaberg i Australien. En tur på 1100 sømil eller 2000 km.

Sejladsen hertil gik uden problemer. Vejret var perfekt, og den 31. oktober kunne vi ankre op i en fin marina og indklarere til Australien. Der var en del festligheder i forbindelse med rallybådenes ankomst, så vi blev i Bundaberg i tre uger, førend vi startede turen ned til Brisbane, hvor vi nu ligger.

Det har været lidt af et kulturchok at komme fra Vanuatus dejlige uberørte natur, og uden at have set butikker i lange tider, at havne midt i en storby og så midt i julehandelen. Men Brisbane er nu en dejlig by. Den er helt moderne med en imponerende skyline, og alt strutter af sundhed og mange penge. Så vi har bestemt os for at blive her julen over. Kim kommer og holder jul sammen med os, og bliver hos os i januar.  Vi har lejet en bil og også købt et telt, så vi sammen kan komme lidt ind i det store land og gå på opdagelse.

Ja, så lukker redaktionen for denne gang. Vi ser frem til et dejligt ophold i Australien, og ønsker endnu en gang jer alle sammen en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

                                                                         Mange kærlige hilsener fra Birthe og Jørgen.

       Copyright © S/Y Circe 2005 - Billeder er indsat af webmaster:havsejlernedk@yahoo.dk