Biscayen

Siden Rosslare havde vi fulgtes med to svenske både, Elder og Willrose. Men vi stak af fra Crosshaven D. 27 juli, èn dag tidligere en dem og det kom vi bitterligt til at fortryde.
I Irland opererer man med max 4 dages vejrudsigter, så det havde vi måttet nøjes med. Jeg kunne se at der ville komme lidt vind ved Finisterre på 4. dagen, men udsigterne sagde 12 sekundmeter og det var jo til at leve med. Vi regnede med at sejladsen ville tage 4 til 5 dage og havde bunkret godt op med diesel da der var lovet lidt vind de første par dage.

De første to døgn var der vindstille. Mærkeligt at et så stort hav, kan ligge så stille.
De første delfiner hørte vi igennem skroget, de skulle vist lige teste hvad vi var for en størrelse og brugte deres sonar. Derefter så vi flere store flokke, som, til vores store fornøjelse, lavede alle mulige krumspring.

D. 29. var det badetid. VI var blevet varskoet om at der var vind på vej, så vi tænkte det nok var bedst at gøre os i stand nu, end om yderligere et par dage. Man kommer til at lugte så fælt.

Jeg tror den franske fisker havde en god kikkert, for da jeg lige var blevet færdig med at bade, kom han på fulde damp helt hen til os.
Først prøvede Kim at undvige, men fiskeren fulgte med. Til sidst lå han 50 meter fra os og alle mand på dæk gloede uhæmmet på os. Det var først da Kim begyndte at smide tøjet at de forduftede igen.
Vi var vist kommet ind i et fiskerområde. På et tidspunkt kunne vi tælle 9 fiskerkuttere. De var vældig ubehagelige at sejle imellem. Hvis vi prøvede at gå bagom eller vige for dem, som vi skal, ændrede de kurs så de kom tættere på. Måske var de bare nysgerrige, men det føltes meget ubehageligt.

Sent om aftenen, helt tilfældigt opdagede jeg noget hvidt i vandet. Først troede jeg det var affald, men opdagede det var en fender. Fedt tænkte jeg, den kan vi nuppe. Vi mangler fendere. Da jeg så opdagede at der ligesom hang en perlekæde bagved fenderen fik jeg travlt med at sætte i frigear og få drejet kontra. Det var et net som må have revet sig løs. Net er noget rigtig hø, at få i skruen, men vi var heldige og undgik det.

Efter et par dage begyndte der at komme lidt vind. Det var faktisk rart, da motorsejlads kan blive lidt enerverende. Men desværre var den tiltagende og det blev den ved med.
D. 30 kl. 0400 slukker vi motoren. Vi fik den første kulingvarsel ved Finisterre, som vi skulle forbi og besluttede at finde en havn længere vestpå, da vi ved, at Finisterre kan være rigtig slem.
Kl. 1430 fandt vi ud af hvorfor vores vindror ikke fungerede som vi vil have det. Det var gået i stykker. Der var for meget sø til at gå i gummibåden, så vi kunne ikke reparere det. Det var virkeligt et hårdt slag for os. Vi kunne se frem til 1 ½ døgns håndstyring. I hårdt vejr, med en så lille besætning, er vores vindror ganske enkelt uundværligt.

Vinden tiltog og vi tog et par reb i storen og rullede noget af genuaen ind. I bagklogskabens lys skulle vi måske have puttet stormfokken på, men vi vidste ikke at vi ville møde så meget vind, som vi kom til.

D.31/7 kl.0400 har vi 15 sekundmeter vind. Dvs. en kuling. Men det går egentlig fint da bølgerne er rimelig store og jævne. Vi taler med en hollænder på radioen, som fortæller han har fået en vejrudsigt, der siger en beaufort 8 ved Finisterre. Dvs op til 20,7 sekundmeter. Ikke en vejrudsigt der huede os, men vi kunne ikke vende om, bare sørge for at komme så langt væk fra Finisterre som muligt.
Om eftermiddagen blæstedet en beaufort 8 og vinden tiltog stadig. De sidste 4 timer inden land var vi i en beaufort 9, som er det man kalder stormende kuling.
Jeg kunne ikke holde Pikero mere, så Kim måtte sidde ved roret. Bølgerne var blevet stejle og ujævne. Vi havde stadig samme sejlføring i håb om, at kunne nå i havn inden alt for længe, så vi sejlede 6, 5 knob, hvilket er temmelig meget i vores båd, i det vejr. En time før vi kom i havn kom der en tordenbyge med lyn, som man kun har det på de sydlige himmelstrøg;flot og voldsomt. Under tordenbyger er der altid mere vind og for pokker….vi fik Beaufort 10, som i lærebøgerne bliver beskrevet som: Træer rives op med rode, betydelige skader på huse, også kaldet storm !!

Vi troede vi skulle dø. Vi kom så langt ned at ligge at bommen pløjede sig igennem søen. At formindske storen kunne der ikke være tale om. Det kneb med at holde sig fast i siddende position. Selvom vi sad i Cockpittet kunnge jeg til tider ikke se Kim, da bølgernes skumtoppe blev flået af bølgerne og ind over ham.
Vi aftalte hvad vi skulle gøre hvis båden væltede. Jeg fik bundet vores nødsender fast til kroppen og meningen var så, at vi skulle ved hjælp af vores livliner binde os fast til hinanden. Lynene stod om os, haglene hamrede på båden. Vores dannebrog lød som piskesmæld og vi kunne intet andet gøre end, at sørge for vi holdt os på vores kurs så vi kunne komme ind i læ, i drømmeverdenen.
Det var som at styre i blinde. GPSen var vores livline til land. Hvis den gik istykker var vi bare fortabt. Jeg sad og beskyttede GPSen med min krop, så der ikke kom for meget skumsprøjt på den. Kim sad fuldt koncentreret om at holde kursen, og endelig kom vi i himlen. Ind mellem to bjerge hvor der var læ.

Vi lagde os udenpå nogle andre både. Kim og jeg lykønskede hinanden for at være i live og åbnede en Faustino 1, som vi havde fået af Anikka og Erik i Ekersund.
En halv time senere kom Coastguarden med en båd, som havde flækket sine sejl. Senere blev en franskmand hjulpet ind.
Hvor var vi glade for, at have fået nye kraftige sejl fra Dansails.

Desværre gik der kun et par timer, så havde vinden drejet et par grader og stormen stod ind i havnen. Dog ikke så kraftig som ude på havet. Men nok til at vi ved hjælp af de Spaniolere vi lå på siden af, måtte holde bådene fri af hinanden for at de ikke skulle ødelægges. Da vinden løjede, prøvede vi at lægge os for anker, men det kunne selvfølgelig ikke få fæste, så det endte med vi lå som 5 båd uden på en mole, som var lidt i læ. Vi var så udmarvede at vi kunne have sænket båden bare for at få hvile på grunden.

Denne oplevelse sidder stadig i kroppen på os begge. Vi fik en ordentlig forskrækkelse, en lærestreg af moder jord. Vi tænker begge, om vi er modne til denne langtur, er vi gode nok ? Er jordomsejlingen det hele værd ?
Nu, hvor vi har sejlet fra Cederira, som vi anløb hin nat, til La Coruna og dernæst til Portosin, hvor vi er nu, er vi stadig ikke sikre på noget som helst. Humøret er bestemt ikke i top. På den ene side vil vi jo stadig gerne se verdenen, prøve en anden livsform, men på den anden side skal der også være en god fornemmelse i maven som siger, at dette er det rigtige. Stormen gjorde sit til, at vores tanker kredser om, at sælge båden og få en tilværelse i land. Vi er begyndt at tvivle på, om denne langtur er os.