Med S/Y PIKERO På Cuba

Kims fødselsdag endte med at blive fejret på St. Croix. Der havde været dårligt vejr og store bølger, så vi foretrak at vente på en bedre vejrudsigt. Gry og Henning fra Kuta inviterede på dansk bøf med brun sovs og kartofler. Jeg havde bagt desserten. Vi havde en rigtigt hyggelig aften. Hvad Kim ikke vidste var, at vi dagen efter havde aftalt, at jeg stegte bacon og scramblede æg, mens Kuta-besætningen havde bagt boller. Jeg sagde jo til Kim, at han skulle have morgenmad på sengen, så han blev troskyldigt liggende mellem dynerne (lagenerne), men blev svært -og glædeligt overrasket da vi tre mand høj begyndte at synge fødselsdagsang i cockpittet.

Kl. 1320 samme dag gik vi fra St. Croix mod Puerto Rico, hvor vi ankom dagen efter kl. 1530. Vi lagde os ind ved customsbygningen i stedet for ved marinaen, da sidstnævnte er begyndt at forlange 5 $ pr. mand når man går igennem deres port. Vi lå rigtig godt og havde fri adgang til land og provianteringsmuligheder.

Søndag provianterede vi og mandag sejlede vi videre. Det skal lige siges, at Kim og jeg talte om, at de mennesker vi mødte i Puerto Rico var utroligt venlige, så det kan være, at vi i næste sæson, skal derhen en tur. Vi sejlede forbi den Dominikanske republik og Haiti, men valgte ikke at gå ind. Da vi havde skønt sejlervejr endte det med, at vi gik direkte til Santiago de Cuba. Efter 5 et halvt døgns dejlig sejlads ankom vi. Det var med klump i halsen, at vi entrede indløbet til byen. Endelig var vi hvor vi har drømt om.


Ankomst til Cuba	Fortet ved indsejlingen til Santiago de Cuba

Husene ved indsejling	Indklarering. Med tre ministerier ombord.

Vi havde læst om alle de myndigheder der skulle ombord, men toldregler og hvad vi måtte have med af mad var mere diffust, så vi var meget spændte på om vi kunne beholde grøntsager og lignende. Vores henkogte kød havde vi gemt bag en mur af toiletruller, dem var vi sikre på ville blive konfiskeret, det ligner jo døde dyr i formalin !

Vi havde besøg af: Customs, Immigrations, en repræsentant for Ministry of Agriculture, én fra Veterinærmyndighederne, én fra transportministeriet og en læge (som vi vekslede lidt penge ved). Alle havde det rigtig hyggeligt. Vores nødblus og håndbårne GPS blev tapet til (forseglet) af Customs, vores køleskabs indhold blev tjekket af veterinærmyndigheden og vores grøntsager af agriculturmanden, alt blev godkendt. Men det blev understreget, at alle vore grøntsager, kød og dåsevarer, kun måtte indtages på båden. Vi havde lidt bacon i køleskabet , da veterinærdamen så det, tjekkede hun hvor det var produceret. Det vidste sig at være fra USA og så tænkte jeg, at det blev konfiskeret, men næ nej, så var det helt fint. Indklareringen tog et par timer og så blev der endelig ro på bådene. Vi var alle lidt høje over endelig at være nået til Cuba og var benovede over den venlighed myndighederne viste.

I vores uundværlige Lonely Planet havde vi læst, at der om søndagen inde i byen (marinaen ligger 8 km. fra centrum) ville være et danseshow, hvor vi man fik forevist alle de traditionelle danse, som der har været i Cubas omtumlede historie. Det måtte vi se. Vi tog lokalbussen derind og var næsten allerede mættede af indtryk på den korte tur. Folk mangler ALT. Jeg sad bagved en pige, hvis hårelastikker ikke var elastikker mere, så nu bandt hun dem sammen og derefter om håret. Deres tøj er et miskmask af rester fra 80erne. Man er lidt hot hvis man har glimmergamasher på......Gry og jeg blev affotograferet af kvinder og piger. Vi kom jo nærmest fra en anden planet. Sjovt blev det da vi så en mand trække afsted med en kæmpe gris ude på gaden. Folk i bussen grinte af os fordi vi grinte ad situationen. Det der føltes godt var, at stemningen var god. Vi følte os velkomne.

Inde i Santiago de Cuba, som er Cubas næststørste by, var der rigtig mange gamle huse med flot stuk og ornamenter. Men for pokker hvor er der slidt. Der hvor man tænker, at dét hus snart ramler sammen, bor der stadig familier i. Med det samme vi steg ud af bussen, tilbød en ung mand at vise os vej. Det tog vi pænt imod og blev først ført eet sted hen, hvor vi endte op i et privat hjem i et af de gamle huse. Huset var klar til nedrivning. Der var næsten ingen hele trappetrin, lys i opgangen var en saga blot. Vi blev henvist til, hvor danserne skulle opvise og den unge mand fulgte os derhen. Vi gav ham en dollar for ulejligheden og han blev kisteglad.

Vi havde stadig en times tid til danseshowet skulle begynde, så vi gik ned til havnefronten, hvor vi fik en vand. Fordi der er så stor mangel på brændstof (efter at Sovjet ikke er så leveringsdygtige mere), bliver bl.a hestevogne brugt som taxier. En anden kuriositet er, at Cubanerne har anskaffet sig et ordentligt parti cykler og nogle rickshaws fra Kina, så vi sad og drak vand og så hestevogne og rickshaws passere forbi.....Biler er der ikke så mange af. Gamle biler fra Sovjetstaterne var dem vi så mest. De gamle amerikanerbiler fra 50érne eksisterer også i bedste velgående.

Danseshowet var en rigtig god forestilling. 3$ for 1 1/2 timers god underholdning med masser af varierede danse. Nogle nærmest krigeriske andre så bløde. Til tider blev publikum inddraget med det resultat, at Kim pludselig befandt sig på ryggen af en anden mand med sine benene strittende i vejret samtidig med der var en anden ildpustende mand der lavede besværgelser over ham. Kim var nok den eneste der ikke syntes det var sjovt.

Efter showet gik vi op igennem byen. Vi skulle have lidt at spise, men ville helst på en af de lokale restauranter, men køerne var lange. Til sidst fandt vi et bageri, hvor vi fik lov at købe et par boller. De lokale får rationeringsmærker af regeringen, som de bl.a. bruger i bageriet, så vi var heldige at få lov og købe. Senere har Henning og Gry oplevet, at en lokal prøvede at betale, men det fik hun ikke lov til. Det var åbenbart kun os turister der fik lov.

Vi tog bussen hjem, troede vi, men kørte i den forkerte retning og havnede på endestationen. Det blev til en lille times hyggelig venten, hvor alle buschaufføren stod samlede omkring os, da Henning stod og viste politikkens rejsebog om Cuba frem. Der er mange billeder i og de nød hver og et. Det var simpelthen så hyggeligt og samtidig en lidt mærkværdig oplevelse, at se alle de voksne mænd samles om en lille bog. Jeg har nu heller ikke set en ny bog her i Cuba. Det virker som om alt er second hand.

Da vi skulle i bussen fik vi besked på hvor vi skulle sidde og at vi skulle blive siddende ! Vi tænkte, det var lidt underligt, men fandt snart ud af, at det var fordi hele byen skulle til stranden, som ligger i retning af vores marina. Der var kamp til stregen om at komme ind i bussen.

Heldigvis har de stadig parolen om kvinder og børn først. Mænd rejser sig for de ældre og de kvinder der har børn med. Andre kvinder (og os) får de små børn på skødet og på den måde lykkedes det at proppe 100 mennesker ind i en 50 personers bus. Meget hyggeligt og meget varmt. Vi blev sat af ved et forkert busstoppested og begyndte i stedet at gå. Efter 10 minutters tid kom en stor ladvogn forbi, hvor nogle af vore medpassagerer fra bussen sad i. De stoppede lastbilen og vinkede os med. Jeg syntes det var en omsorgsfuld gestus og var så glad for at vi var her i Cuba.

Da vi endelig kom til marinaen, blev vi enige om, at gå over på den gamle bådebros pesobar og få lidt at drikke. Det var billigere end at tage sodavandene fra vores eget køleskab. Minsandten om der ikke lå endnu en dansk båd for svaj og minsandten om ikke Henning kendte skipperen. Verden er lille. Båden hedder Vendia og er et projektskib fra Vejle, skipperen hedder Finn og er fra Falster. Derudover er blikkenslageren Bo ombord samt endnu en medarbejder og tre knægte. Båden skal hvert tredje år hjem og godkendes af myndighederne i Danmark, så i år forestod en lang sejlads. De tre knægte og en medarbejder tog flyveren hjem og tre gode venner kom ombord. Vi fik en hyggelig aften sammen ombord på Vendia inden de skulle nordover.

Vi tog ind til Santiago for at se revolutionsmuseet. Det ligger i en gammel militærforlægning , hvor to tredjedele nu er en kæmpeskole med 3000 elever. Selve udstillingen består mest af billeder. Derudover kan man se nogle af de våben der blev brugt, nogle af de uniformer de revolutionære fik på efter de var blevet tortureret til døde af Batistas soldater, de brugte torturinstrumenter og andre slige ting. Heldigvis havde vi valgt at få en guide på, som kunne forklare os hvad der var sket. Hun var enormt dygtig og indlevende. Det var så ulækkert at høre om, hvordan de revolutionære var blevet tortureret. Der havde ikke været våben nok til alle, derfor havde man udvalgt 127 som skulle deltage i kuppet (det første som mislykkedes). Der havde kun været to damer med. Den ene bor i Havanna og er en gammel dame på 80 år. Den anden begik selvmord i 1980. Hun kom sig aldrig over at få forevist sin brors øjne, som Batistas soldater havde stukket ud af hovedet på ham, ej heller hendes forlovedes testikler som var blevet skåret af. Hun blev et nervevrag og kunne ikke klare tilværelsen mere. Stakkels hende.

Guiden, "Grethel", som åbenbart også var skolelærer, fortalte pludselig, at det var så dejligt at forevise os danskere udstillingen. Ugen forinden havde de haft besøg af en skoleklasse fra Danmark, som havde spillet musik for skolen. Det havde været en kæmpeoplevelse for alle. De cubanske børn havde danset og hygget sig sammen med de danske. De danske piger havde fået lavet fletninger, så de lignede de cubanske piger lidt mere. Tårene trillede ned af kinderne på Grethel mens hun fortalte. Det havde været en stor positiv oplevelse.

Da vi kom hjem fra udstillingen gik vi igang med at polere båd. De Cubanske fabrikker er bestemt ikke miljøvenlige, så hver nat fik vi et nedfald på båden af noget stads, som nu viste sig, at være umuligt at komme af med. I Danmark sker det nogen gange for Svanemølleværket, men så betaler de for poleringen af alle havnens både. Jeg tror ikke vi kan regne med den samme service her !

Næste stop på sydkysten var Chivirico. En lille by med ca 4000 indbyggere. Indsejlingen var meget spændende og spændingen blev ikke mindre da vi fandt ud af, at pilotbogen havde markeret et forkert anduvningswaypoint, så vi ville have sejlet på et rev, hvis vi ikke havde fået en mistanke da vi så, at båkerne ikke var overens. Vi drejede skarpt styrbord og kom hen på den rigtige position. Vi sneg os ind i lagunen og fandt en meget fredfyldt ankerplads.

Henning, det heldige asen, havde fanget en 8 kilos dorado, totalt umuligt at konsumere for os 4 personer, så Kim og Henning gav en knægt hele doradoens hovede og noget af kroppen, med besked om at give det til hans mor.


Fangst af guldmakrel	Gry med guldmakrel, eller omvendt ?
	På vej til guardiaen i Chivirico

Selve byen var en rigtig hyggelig landsby med et stort torv i midten, hvor der er lidt butikker omkring. Jeg købte hurtigt en sombreo, dvs. en stråhat for een dollar. Varmen i Cuba er frygtelig. Meget varmere end i resten af Caribien. Om aftenen da vi sad og fik tæv i 500 af Henning kom to knægte ud af mørket. Vi vidste ikke helt hvordan vi skulle forholde os. Ved hver et sted, hvor der er en naturlig ankerplads ved fastlandet sidder der en "Guardia" og holder øje med os. Det er strengt forbudt at have gæster ombord. Faktisk må vi heller ikke gå ombord i Kuta og vice verca, endnu mindre på andre nationaliteters både og vi må SLET ikke have cubanere på besøg. Vi havde dog set nogle cubanere som i ly af mørket havde sneget sig ud til en spansk båd, men den risiko ville vi ikke tage med to knægte som vi slet ikke kendte. Det viste sig at de var hhv. 12 og 15. Den yngste hedder Umberto og den ældste hedder noget jeg hverken kan stave eller udtale. Umberto var ham der havde fået fisken, så han var blevet sendt ud med mangoer fra hans mor som tak for fisken. Da denne del var overstået vidste ingen af parterne hvad vi skulle sige, men vi prøvede os frem på spansk og det gik sådan nogenlunde. (Gry er heldigvis en knag til spansk). Dagen efter gentog processen sig. De to drenge kom ud efter vi havde spist og vi sad og mumlede lidt i skægget på spansk. Umberto havde igen mangoer med samt lidt løg. Meget sød knægt. Det blev dog straks interessant da vi hev en bog frem med fisk. De to kendte de fleste af de afbildede fisk og det hele endte med, at vi dagen efter havde en aftale om, at skulle ud og fange hummere.

Inden hummerfangsten skulle vi på markedet og købe lidt grønt. Det var så billigt så i tror det er løgn. 10 bananer kostede 2 kroner, 1 lille hvidløg kostede 30 øre osv. Minusset var at der var næsten ingenting at købe. Kun madbananer og alm. bananer, løg, purløg, hvidløg og peberfrugt. Folk var så søde, de stod og gentog grøntsagernes navn indtil man fik udtalt det rigtigt, man kan godt mærke der næsten ingen turisme er hernede i denne del af Cuba. Kim fandt, troede han, paradis på jorden. Softice til 33 øre pr. styk. De kunne dog ikke måle sig i smag med dem derhjemme.

Sammen med Umberto og Juniel samt to andre gik Henning, Kim og jeg igennem et lille stykke mangrove og derefter over en lille ås, hvorefter vi ankom til det åbne hav. Vi var alle meget spændte. Kun to af drengene havde masker, så vi lånte et af vores sæt til en af de andre knægte og delte vores. En anden knægt havde et sæt finner. Både de finner og de dykkermasker drengene havde var totalt udslidte og lidt til. De var syet sammen med gummislange og limet de første 25 gange. Henning havde haft en af maskerne i hånden og sagde gummiet var ligeså hårdt som gammelt stift læder. Så det var intet under at en af drengene spurgte om han måtte få en af vores masker. Vi gav ham vores juniormaske som han sagtens kunne passe. Ret hurtigt gav jeg op uden maske og lod de herrer svømme deres egen sø, imedens jeg byggede sandslotte med Umberto ! Gutterne vendte tilbage med en redsnapper som var blevet perfekt skudt. Vi ville ikke have den da vi skulle spise dorado for tredje dag i træk.

Da vi kom tilbage til gummibåden spurgte Umberto om han måtte få nogle fiskekroge og evt. noget line. Nu kan det godt lyde for nogen, at vi giver ud til højre og venstre, men de her Cubanere har ingenting og jeg mener ingenting, så et par fiskekroge og en line er en guldgave til sådan en knægt og det betyder så lidt for os, så derfor fik Umberto hans kroge og en line. Samtidig fik den anden juniomasken og en tredje fik også lidt kroge og en line. Ca en time efter var der udbrudt ufred mellem drengene da de ikke var helt enige om, hvem der fik hvad (den grønne line var i højere kurs end den hvide), så Kim måtte ind og være pædagog og alt blev løst til tilfredshed.

Om aftenen skulle vi til byfest med Umberto og Juniel. Gry og Henning blev hjemme så Kim og jeg drog af sted. Heldigvis havde vi lugtet lunten og taget pænt tøj på, for det havde resten af byen også. Det var så fed en oplevelse. I et hjørne af torvet viste de tegnefilm på smalfilm. Det var Aladdin.....jeg kan faktisk huske den version der blev vist fra dengang jeg var barn (!). I et andet hjørne blev der solgt hjemmebrygget spiritus. På vejen var der sækkevæddeløb og tovtrækning for børnene. Selve torvet blev holdt fri til dans og et par store højtalere var blevet sat op. Vi nåede dog aldrig til dansen da vi skulle op før fanden fik sko på da vi skulle sejle. Men det var stadigvæk en meget hyggelig aften, med et par søde og velopdragne knægte som havde deres stiveste puds på. Bl.a. var de så velopdragne at de gik over og købte een drink...til mig ! Så tog Kim Umberto om skulderen og købte drinks til resten af os. I afskedsgave fra Umberto fik vi to ananas. Nogen gange er det hårdere at tage afsked end andre.

Efter et par dagssejladser og vores første bryllupsdag, ankom vi til Cabo Cruz. Det er en by, der er gemt bag et kæmpekoloenormt rev. Det er ligeså flot som det man ser på film og vi havde det helt for os selv. Guardiaen kom som sædvanlig roende ud, dvs. en ung guardia sidder og sveder og en ældre sidder og kigger på. Ham her var en Tom Jones type med Hitler tendenser. Han stod i bredstående i robåden med korslagte arme, ind imellem viftede han lidt med hænderne for at give dessiner til roeren eller, som senere, da han skulle jage os længere væk fra byen, for dér måtte vi i hvert fald ikke komme ind ! Så var grobunden lagt for det "venskab". Han var nu ikke værre end som så, men skulle vist bare vise sig lidt. Men vi fik ikke adgang til byen.

Revet ved Cabo Cruz var helt fantastisk. Uberørt som få, med koralhovederne lige under overfladen af vandet. Vi så nogle pragteksemplarer af nogle "trunkfish". De har så smukke øjne og de er så bange. Når de får øje på een, skynder de sig ned i skjul og det er immervæk en noget stor fisk. Der var samtidig en fantastisk sigtbarhed, så det kunne ikke være bedre....troede vi. Det blev bedre da vi blev antastet af en gut, som snorklede rundt i vandet med en stor pose på maven. I den pose havde han store hummerhaler og diverse frugt. Vi købte to haler for en gammel t-shirt og en kasket. Gry og Henning købte nogle flere, så om aftenen sad vi på Kuta og fik hummerhaler med kokossovs og ris, drak rødvin dertil og havde baggrundsstøj fra brændingen. Dét er livet.

Efter endnu en snorkletur på morgenstunden sejlede vi vider til Niquero, hvor vi også blev nægtet adgang. Nu begyndte vi at blive noget knotne. Vi var forberedt på, at vi nogle steder ville blive nægtet adgang, men ikke så mange og slet ikke i træk. Det begyndte at knibe med diesel og vand. Grøntsagerne var også ved at slippe op. Så vi havde en langvarig men nyttesløs diskussion med guardiaerne. Vi kom ikke i land, men de gav os vand og vi fik i det mindste lov at ligge for natten, hvilket vi heller ikke måtte i første omgang. Det der er noget rigtig hø, er at man som landturist kan komme overalt, men når man kommer i egen båd er det et stort problem. Kim mener det er fordi de vil tvinge en i Marina og dermed levere valuta til landet. Jeg tror det er fordi de er bange for at man tager Cubanere med på båden. I al fald er det noget vi har tænkt os at ringe til den danske konsul om, for det kan simpelthen ikke være rigtigt. Vi bliver jo også tvunget til at købe turistvisum, men det nytter jo ikke noget hvis man ikke kan komme i land. Nå, men vi tog jo hurtigt afsted igen, denne gang med kurs mod Santa Cruz.

Da vi ankom lå der allerede en stor fransk katemaran. Skipperen prajede os og fortalte, at her fik vi heller ikke lov at gå i land. De var i en værre situation. Noget af deres crew stod på land og måtte ikke komme ombord og de fra båden måtte ikke gå i land. Så blev det nok for Henning. Istedet for at smide anker og tage dingyen ind til Guardiaen styrede han båden derind. Nogen fiskere vinkede ham over på deres både da de ikke mente det var tilrådeligt at ligge ved Guardiaen. Men nixen bixen. Båden blev lagt uden for Guardiaens kontor og efter en kort snak på radioen, hev vi ankeret op og lagde os til uden på Kuta. 4 mand høj entrede vi havnemyndighedens kontor, som vel er 3 kvadratmeter. Intense diskussioner fulgte. Opringninger til hans chef, "no, no no possible", jamen vi mangeler diesel og vand og grøntsager osv. Havnemyndighedens chef var en stivnakke, han selv var en gut på vores alder og havde egentlig heller ikke noget problem med at vi gik i land, men han havde chefen imod sig. Til sidst trak vi trumfkortet og sagde; vi ville gerne låne en telefon, så vi kunne ringe til det danske konsulat i Havana. Da brast boblen og vi fik lov til at gå i land for at købe alle fornødenheder. Der skulle dog blive een ombord, så vi kunne flytte bådene, hvis og såfremt....ja, ja. Jubiiii, endelig i land ! På daværende tidspunkt havde vi ikke været i land i 5 dage, så vi var ved at være modne. Da franskmændende hørte det, lånte de Gry til at være tolk og i løbet af nul komma nul fik de også lov at gå i land, meeen deres crew fik ikke lov at komme ombord. Senere blev franskmændende nødt til at tage tilbage til Santiago de Cuba for at få deres crew på igen. Man må sige der stadig eksisterer noget østblokmentalitet her på Cuba.


Ungerne hænger på båden	Gæsterne svømmer tilbage

Akrobatik på vandet	Børnene hænger i en trosse bag dinghyen

På vej ud til ankerpladsen fra Guardiaens kontor hængte en masse unger sig i fenderne og lønningen og blev på den måde transporteret ud. De syntes det var enormt skægt, det syntes guardiaen ikke. Normalt hænger de unge sig også på fiskefartøjerne som går væsentligt stærkere end os, men det var vist lidt spændende at hænge på os fordi vi var udlændinge og fordi vi havde trodset guardiaen. Flere unge svømmede efter båden. Jeg tror der var en 20 stykker ude hos os. Det er forbudt at tage cubanere ombord, så det prøvede vi end ikke på, men alligevel blev vi kaldt på radioen af guardiaen, som bad os om at flytte længere ud i bugten. Det måtte vi acceptere, men forinden nåede jeg at give en meget langhåret pige et hårspænde, som hun blev rigtig glad for.

På det tidspunkt var mørket ved at falde på, så vi kunne ikke nå i land, men måtte vente til dagen efter. Det blev en meget rullende nat, da aftenbrisen fra vandet er meget stærk ca 10 til 15 sekundmeter og vi havde ikke noget bølgelæ. Om morgenen var vinden endnu ikke løjet så vi ventede lidt for at se det hele an. Det bragte lykke med sig, idet der var to gutter der svømmede ud til os. Jeg fik et hårspænde(!!) af skilpaddeskjold. Vi talte lidt frem og tilbage og lavede den aftale, at når vi kom i land skulle vi kigge efter dem og de ville så hjælpe os med at købe diesel og grøntsager. Som sagt så gjort. De to gutter havde hyret en droche og vi aftalte en pris på 5 dollar for at køre os ind til centrum, vente på os og køre os retur. Den ene af gutterne tog sig af at veksle penge og skaffe alle de ting vi skulle bruge, den anden som var noget yngre slæbte alle tingene for os. Det gik rigtig fint. Først kom vi ind til en af deres venner, som ville sørge for dieselen. Han havde et kar i baghaven fyldt med diesel. Men Henning spottede lynhurtigt at det var rigtigt lavet, med en udslamningsventil i bunden, så skidtet kunne sorteres fra. Prisen var helt vildt billigt. Officiel pris er 17,50$ for 25 liter. Vi fik 75 L. for 20 $.


Øl på den lokale bar,

Grøntsagsmarkede i Santa Cruz, vores uundværlige medhjælpere, børnene kigger med når der tages billeder,

I denne by var de ikke vant til turister, så der blev kigget noget når vi kom kørende, men som før sagt stemningen i Cuba er rigtig god mod os turister, så vi følte os velkomne.

Med gutternes hjælp fik vi både skaffet hvedemel og sukker, som ellers kan være lidt svært at skaffe, og senere hjalp de med at købe de grøntsager vi havde brug for, eller rettere de grøntsager der var. Det forigik således, at de fik 6 $, altså 3 fra hver båd, som de vekslede til pesos. Vi pegede på grøntsagerne, de forhandlede, valgte, puttede i poser og slæbte for os. Det var bare rigtig godt at have dem med. Samtidig blev der også sørget for at alle deres venner nød godt af os. F.eks. ville vi ikke have bananer, men da det var en af deres venner som solgte købte de nu alligevel 5 bananer, men det betød ingenting. Herregud, vi fik en halv sæk kartofler, peberfugter, majsmel, ris (med myrer), sodavand til 7 personer, løg, og purløg for ca 50 kr.

Da vi kørte forbi "kommunikationshuset" ville jeg ind og ringe til mor. Er du da vims, 5$ varer 2 minutter. "hej mor, farvel mor". Selv ham der hjalp med købet af telefonkortet tabte underkæben, da han så hvor hurtigt jeg lagde røret på. Cubanerne selv kan ikke frit ringe eller emaile. Hvis de skal ringe til udlandet skal en ansat ved kommunikationshuset ringe til noget sikkerhedstjek for at sige, at den og den ønsker at ringe derhen. Cubaneren skal medbringe pas som ID. Efter et stykke tid bliver der ringet tilbage om, hvorvidt opkaldet er blevet godkendt eller afvist. Internet kan cubanerne slet ikke komme på. Men helt ærligt. Der er ingen Cubanere der har råd til at ringe til udlandet til den takst !

Efter endte indkøb aftalte vi, at mødes kl. 4 inden på deres hjemmelavede bar. Desværre havde der været vagtskifte ved guardiaen, så vi skulle igennem et par diskussioner igen. Disse guardiaer ville se pas og insisterede på at en af os blev på båden, men vi fik grejet det og gik alle 4 på bar og fik samtidig købt noget mere diesel og skaffet noget vand.

Dagen derpå valgte vi at sejle videre. Ankerforholdende var som tidligere nævnt ikke de bedste.Vi drog sydvestover. Meningen var, at Kuta skulle sejle et langt stræk, da de snarest skulle til Casilda, hvorfra Gry skulle videre som backpacker. Vi ville et kort stræk, men vinden var god, så det endte med vi begge ankrede op ved en af de utallige ubeboede mangrove øer. Kuta havde lagt sig på siden af os, men da det var sengetid og han skulle ankre op selv, stod han på grund. Vi havde svajet en halv omgang og han stikker ca 15 cm dybere end os. Heldigvis var det sandbund, så problemet var ikke så stort. Til gengæld havde Henning et større problem næste morgen. Hans computer havde skrantet en del på det sidste og efter at have kørt en gang scandisk ville den ingenting. Vi begge sejler på elektroniske søkort og han havde ingen papirkort. Derfor måtte han først over til os og printe søkort ud for de næste 130 sømil hvorefter vi skulle mødes igen. Hvor var det dog heldigt, at vi ikke sejlede hver til sit som vi havde haft planlagt !

Istedet endte det med vi sammen sejlede til den lille ø Cucarache. Vi havde fået dens position af nogle franskmænd, ellers var vi aldrig gået dertil. Øen står ikke i pilotbogen og ved første øjekast så ankerpladsen temmelig ubeskyttet ud. Godt vi tog dertil. Det viste sig at være en rigtig paradis ø. Det tog ca.5 minutter at gå øen rundt. Øen er beboet af et par rovfugle og nogle måger. Ud fra den ene ende af øen strækker der sig en kridhvid sandtange. bagved denne og resten af øen er der et dejligt rev. Franskmændene havde beskrevet revet som fyldt med hummere, så vi tænkte vi kunne gå vores barnesko til på dette rev...vi skulle blive klogere !

Tidligt næste morgen afsejlede Kuta med kurs mod Cayo Breton. Kim og jeg besluttede at vi måtte blive på denne paradis ø i al fald en dag mere.

Armeret med to harpuner, et net til alle de dejlige hummere (langustaer), et par ordentlige dykkerdolke og nogle tykke handsker til at tage vare på sagerne, ja så var vi klar !! Jacques og Costeu (alias Pedersen og Pedersen) sejlede dinghyen ind over revet og fandt en lille sandplet hvor vi kunne smide ankeret. Vi hoppede i og prøvede at orientere os. Sigten var medium, men vi fik da efter et par minutter øje på den mandsstore haj som svømmede 10 meter fra os. De to modige opdagelsesrejsende blev transformeret til to piskeris og var med et sæt oppe i dinghyen igen !

Lettere forpustet og med et noget mindre ego sad vi og kiggede lidt på hinanden. Grynt sagde den ene, fnys sagde den anden. Men vi blev da enige om at hoppe i igen. Dog havde vi denne gang taget dinghyen på slæb, da vi ikke har kondition til to ture alá piskeris. Vi fik en dejlig, lettere anspændt, snorkletur, men ingen hummere. Det kræver noget øvelse at se dem, og det kræver at man dykker ned for at kunne se inde i hulningere på korallerne, for det er dér de gemmer sig.

Endnu en dag blev vi på Cucarache og så drog vi aftsted mod Estero Ingles, hvor vi ikke kunne komme ind pga vores dybdegang på 1.65 m. Derfor videre til Cayo Breton, hvor vi stod noget så læsterligt på grund. I andet forsøg kom vi dog ind. Her på Cuba er sømærker noget der stort set ikke eksisterer. Hele tiden handler det om positioner og stager, som aldrig er der, eller som er knækkede og kun til fare. Det er ikke for nervøse sjæle at sejle her. Derudover er de elektroniske søkort, som vi sejler på, ikke særligt præcise i Cuba. Ofte har man i følge deres kort sejlet ind over land, eller ankret op på land. Producenterne er dog så ærlige at de gør opmærksom på dette, så vi er forberedt, men det kan godt være lidt svært, at tage højde for misvisning, som skifter med over 7 grader, afdrift, manglende sømærker, eller sømærker under vandet samt at have en kurs på et eller andet hus, som også lige skal være overet med et træ, som måske er der, måske ikke !!

Cayo Breton var aldelse rædselsfuld. Der var helt læ for vinden. Til gengæld var strømmen meget stærk. Jeg vil tro 3 knob, så båden skøjtede rundt, det gjorde dog ikke noget. Det der gjorde noget var alle de forbandede sandfluer alias heheenes alias nosee. De kunne komme igennem vores myggenet og de bider som en hest den sparker. Derefter (dette har jeg læst, men er ikke helt sikker på rigtigheden) tisser de på een og derfor bliver et mikrobid til et makrobid når man klør i det og deres tis bliver tværet lidt rundt. Kl. 1930 lå jeg under et lagen og var nok blevet bidt 70 gange. Kims behårede krop modstod det lidt bedre, men der gik ikke så lang tid før han lå ved min side.

Tidligt næste morgen sejlede vi mod næste ø, Cayo Zaza, en udmærket ankerplads, men desværre også med masser at mangrove og dermed myg. I det mindste var der ikke så mange sandfluer. Om natten blæste det meget op og inden vi fik taget vores uundværlige solsejl ned, var en af de tre meter lange pinde knækket og faldet ud. Det var og er noget værre gøjemøj. Her på Cuba skal alt helst virke, ellers skal man kunne reparere det selv. Og da vi ikke har en tre meter lang stav, er vores solsejl ikke længere optimalt, men det er der jo ikke noget at gøre ved.

Derfra sejlede vi de 16 mil til Cayo Machos de Fuera, umiddelbart en hel almindelig ø, men det blev til en dejlig oplevelse for os.

Indsejlingen til ankerpladsen lå med rev til begge sider, meningen var, at der skulle være stager som skulle markere renden. Der var een, og så måtte vi jo selv finde ud af hvad side dén stod på ! Alt gik dog vel. Vi havde solen i ryggen og kunne tydeligt se revene og snart lå vi trygt og godt. Snuden var mod øst, hvor et rev strækte sig ud til nord mod en lille sandbanke og mod syd ned til selve øen. På den anden side af sandbanken fortsatte revet mod vest. Vi lå tilstrækkeligt langt væk fra øen til at sandfluer og myg gad at flyve ud til os, så alt var perfekt.

Næste dag tog vi ind til øen for at se os omkring. En fiskerbåd var igang med at losse is i kølebokse. Et par på vores alder tog imod os og manden viste os rundt på øen, som vel var 100 x 300 meter. Øen var fyldt med iguaner og otillaer (jeg ved ikke hvad sidstnævnte hedder på dansk, men de hedder otillaer på cubansk). Iguanerne var på størrelse med gravhunde og næsten ligeså grimme.Otillaerne er i familie med rotter, lidt alá marsvin bare større, jeg vil tro de vejer omkring 3-4 kilo. Den mand der viste os rundt hed Lonelli. Hans kæreste og han selv var 15 dage ude på øen og 15 dage hjemme. Ind i mellem kom der en katemaran med turister fra et nærliggende hotel og Lonellis job bestod i at feje stranden, måske vise turisterne rundt ude på revet, samt samle deres sodavandsdåser og andre efterladenskaber op. Dette job fik han 10 $ for om måneden. Her vil jeg gøre opmærksom på, at f.eks en pakke med 4 små ruller toiletpapir koster 1 $, eller en sodavand koster 0,75 $.

Lonelli og hans kæreste inviterede os på mad om aftenen. Klog af skade spurgte vi hvor meget det ville koste, "mellem 5 og 7 $" og så kunne vi selv bestemme om det skulle være hummer eller fisk. Det tilbud accepterede vi.

Vi blev også tilbudt at tage med ud til revet som lå bag ved øen. Det ville vi gerne, da vi umiddelbart havde det dømt til at være for voldsomt til os. Lonelli viste os en lille passage igennem revet, så vores dinghy kunne ligge forholdsvis trygt. Revet viste sig at være rigtig flot. Et såkaldt "elkhornreef". Hummere kunne vi ikke finde, men det gjorde ikke så meget. Da vi skulle tilbage til øen tog vi Lonelli ud og se vores båd. Han var pavestolt da vi fortalte, at han var vores første Cubanske gæst.

Vi var spændte om aftenen da vi sejlede ind til øen. Lonelli og Idalmis er de eneste der bor på øen så vi havde det hele for os selv. Da vi kom ind til deres blikhus var der stillet et bord dækket op til to. Vi var ved at gå bagover og fik forklaret, at de skulle spise med, ellers gik vi igen. Man kunne tydeligt mærke at de ikke var vant til at håndtere denne situation, men det endte med, at de spiste med. De havde forøvrigt også lavet mad til 6 personer ! Det blev til en rigtig hyggelig aften. Vi fik både hummer og fisk, stegte bananer, tomater, salat, ris og appelsiner. Vi havde taget 4 øl med ind samt et atlas så vi kunne vise hvor Danmark lå. Snakken gik rimeligt. Specielt Lonelli var god til at gøre sig forståelig. Da vi fik forklaret, at vi havde mistet en pind til solsejlet, viste det sig, at hans bror var tømrer og boede i Casilda, hvilket var vores næste provianteringssted. Vi fik adressen og var vældigt fornøjede. Da aftenen var ved at slutte, endte det med, at vi måtte nøde dem til at tage imod penge for aftensmaden. Men så fik vi også frisk fisk med hjem !

Dagen efter kom Lonelli roende ud til os. Vi havde set han havde ligget på revet i flere timer, resultatet var 6 hummere som han broderligt delte med os. Til gengæld gav jeg ham min dolk, som jeg aldrig bruger. Han var lige ved at gå bagover. Så nu har vi vist en ven for livet.

I mellemtiden var et schweisisk par på vores egen alder ankommet i deres chartrede båd. Det var Patricia og George De var meget interesseret i at snakke, da de også havde langtursplaner. Det blev til et par gode snorkelture, hvor vi skød vores første hummer samt en lækker grillmiddag med friskfanget hummer, fisken fra aftenen i forvejen og brændt kylling, ja altså George kom til at sætte ild til dem! Da vi kom tilbage til båden troede vi ærlig talt, at vi stod på revet. Vinden var i et forkert hjørne, så vi troede vi havde svajet ind over en koralblok, hvis eksistens vi kendte og hvis dybde burde være god nok. Vi hev ankerkæden ind, slækkede ankerkæde ud, startede motoren, bakkede osv. Ingen tegn på at vi var på grund da båden frit kunne bevæge sig, men lige så snart vi lod den passe sig selv, lå den med siden til vinden. Mystisk. Til sidst blev vi enige om at det måtte være strøm, men hvorfor lå de andre både så anderledes ?? Senere har vi fundet ud af, det er fordi Pikero er langkølet og derfor ikke så vindfølsom som de finkølede både er. Når strømmen er så stærk som den åbenbart har været den aften, så ligger vores båd med snuden i strømmen ikke i vinden som hun plejer. Men det var lidt nervepirrende den aften !

Vi skulle rive os løs og komme lidt videre. Det var svært. Men vi tog afsked og sejlede med kurs mod Casilda. Vi fangede en stor Barracuda på turen og ville gemme den til Lonellis bror. Da vi kom nærmere Casilda kaldte vi Anaconda med skipper Jan ombord. Vi vidste han ville afgå fra Casilda den morgen, så vi havde lovet at kalde. Jan med besætning: Nikolaj, Lotteog Anders lå lige ude for hotel Ancon og skulle til at dykke, så hvis vi kiggede forbi !! Det gjorde vi selvfølgelig. Vi fik også et fantastisk dyk. Anaconda havde smidt ankeret ovenpå den eneste sandplet de kunne finde og tilfældet ville, at båden svajede lige ovenpå et vrag af en fiskerbåd! Derudover var der fantastisk god sigt. Der var massiv koralbund, som strækte sig fra ca 12 meter til 30 meter og derfra lodret ned til det uendelige. Der var store slugter som man kunne drive nedad i, nærmest som en mini grand canyon under vandet. Udover dykkene fik jeg indstalleret et styreprogram til de elektroniske søkort på Jans computer, så det endte selvfølgelig med, at vi ikke kom til Casilda og de ikke kom til Cienfuegeos. Computere er og bliver tidsrøvere. Istedet tøffede vi til Cayo Blanco, hvor vi smed ankeret for natten. Vores dinghy var på slæb og da vi bakkede til kom tovværket i skruen og motoren satte ud. Kim måtte i vandet for at skære tovet fri, men skar samtidig en 10 cm lang flænge i gummibåden !! Han var ikke just jordens populære mand på det tidspunkt. Vi havde ingen lapper i den størrelse og den dinghy er uundværlig.

Vi blev hentet af "Janaconda" til et lille sammenskudsgilde med gode hummere, ris og kokossovs. Vores humør toppede ikke just, men vi glemte dog bekymringerne for en stund. Jan mente han måske havde nogle lappegrejer, der kunne bruges.

Dagen derpå fik vi lappet gummibåden, men det er vist ved at være på tide vi kigger os efter en god brugt dinghy. Vores skal pumpes et par gange om dagen. Men den er også 12 år gammel !

Det var meget hyggeligt også at få talt lidt med Anacondas nye besætning. Jan sejler altid med gaster og hver gang man møder ham, er der nye hoveder ombord samt en ny stemning. Den besætning han havde nu, passede os fint. Det viste sig, at Lotte og Anders havde det liv som vores egen knap så eventyrlystne halvdel har lyst til, nemlig et godt job og et hus man kan gå og skrue på. De har købt en 4 længet gård på Stevns med udsigt over vandet og er i fuld gang med at gøre den til et dejligt hjem.

Anaconda sejlede til Cienfuegos og vi valgte, at tage endnu en dag på Cayo Blanco før vi gik i havn i Casilda.Casilda marina lå uden for alt. Den var vist primært lavet til de charterbåde som udgik herfra. For 10 $ kunne vi allernådigst få lov til at ligge for anker !! Vand kostede også penge. Vi blev simpelthen nødt til at snyde dem mest muligt med den hamperpris, så jeg vaskede tøj og vi tog bad og båden blev skrubbet og vandtanke, dunke, spande og flasker blev fyldt til prisen af en fyldt vandtank. Normalt koster det ingenting at ligge for anker, måske betaler man for vand og et brusebad. Her skulle man betale for alt, så vi aftalte kun at ligge der een nat.Om aftenen blev vi tilbudt billig diesel af guardiaen og securityguarden, jo, jo moralen er skam høj. En anden securityguard kom ud for at tilbyde os billige cigarer, men det ville vi ikke vide af. Dieselen tog vi dog imod.

Dagen derpå tog vi først ind til Casilda for at finde Lonellis tømrebror. Det lykkedes aldrig. Sprogbarrieren var lidt for stor. Vi fandt tømmerværkstedet, men de havde ikke en pind i den størrelse vi skulle bruge. Til gengæld fandt vi et sted hvor vi kunne købe lidt grøntsager. Derfra tog vi en koche (hestevogn) indtil Trinidad, som er en noget større by. Der var en flot gammel restaureret bykerne, ellers var byen ikke noget at tale om. Der var mange som tiggede og der var en del souvenirsbutikker. Derudover så vi nogle af de første turister på vores vej. Til gengæld fandt vi vores første internatcafe og brugte en del på det. Vi spiste lidt frokost...de havde puttet bananer på min vegetarpizza....bananer !! Dollarbutikkerne vi kiggede i var hampre i deres pris, så vi gik derfra med uforrettet sag. Immigrationskontoret, hvor vi skulle have fornyet vores visum, og som vi brugte en time på at finde, ville sende os tilbage til banken for at betale visumet inden vi kunne få det (en halv times gåtur hver vej i 35 graders varme), bussen som skulle køre os hjem stoppede ikke og så var vi færdige med Trinidad ! Hjem til båden og til lidt luft fra burekratiets overmagt og cubanernes længsel efter vores dollars. En taxa var hurtigste middel, så den hoppede vi i. Tilbage på marinaen fik vi betalt og manglede kun guardiaen, som skulle stemple vores despacho (papir der viser hvor du har været og hvor du skal hen)og se efter vi ikke havde cubanere ombord og kigge efter i vores pas, som de gør både ved ankomst og afgang !! Guardiaen blev adviseret om vores afgang, han ville ikke se vores medbragte papirer, men istedet møde os på båden, som guardiaer altid vil, det berømte kvarter før. Da tiden var overskredet med en halv time fik jeg kigget ind på marinabroen...og der stod vores guardia. Kim, som lå på gulvet for at få luft og lidt overskud tilbage, var ikke meget for at ro ind for at høre hvor han blev af. Men vi skulle være ude af marinaens område inden mørket faldt på, ellers skulle vi jo betale igen. Med dette argument i frisk erindring fik han roet sig ind til broen, hvor guardian selvfølgelig ville ud til båden, så knak tråden for Kim, på dansk fik han forklaret guardian "hvad f.... han bildte sig ind", "om han havde tænkt sig at Kim skulle ro frem og tilbage frem og tilbage ?" Guardiaen blev helt stille. Jeg var igang med at sætte brød over, da jeg kunne høre åretag og et fnys fra Kim om, at jeg skulle komme op NU og ordne de papirer, der nu skulle ordnes og imedens ville han hive anker op og sejle ind til broen for at smide guardiaen af. For at gøre en lang historie kort kunne denne lille fyr af en guardia hoppe to meter ind til broen da vi snak snuden af båden derhen !

Da vi skulle ud af sejlrenden sad vi selvfølgelig godt på grund, vel og mærket ind for bøjerne af renden. Kims temperament var stadig i beredskab, så istedet for at bakke fri, satte han den i fuld frem, hans tanke var, at det måske bare var en banke, og så stod vi sørme meget fast! Efter en halv times mas, med Kim og topfald i dinghyen, på fuld skrald, samt mig på Pikero med fuld skrald, fik vi endelig vrikket hende løs og vi tøffede stille ud til en lille ø, hvor vi ville ligge i læ for natten. Vi fik en glimrende aften uden mosqutioes, myndigheder eller heheenes. Istedet stod den på rødvin og et spil 500.

Vi sejlede til Cienfuegos for at besøge Kuta og Anaconda, der begge lå for svaj. Derudover var det et meget belejligt stop på vej ned til en anden ørække på sydkysten. Een nat skulle vi have. Det endte med et ufrivilligt 10 dages ophold, der kostede knaster ! De cubanske myndigheder har nemlig fundet på det smarte, at i en stor bugt med masser af opankringsmuligheder får man kun lov at ligge lige uden for marinaen, så guardiaen kan holde øje med en, samtidig kan marinaen opdrive 10 $ pr. nat. Man bliver også forbudt at sejle med dinghyen ud over fra båd til marina og tilbage til båd.....men man kan f.eks. leje en vandscooter og sejle bugten rundt !! I Lonely Planet, skriver de om marinaen i Cienfuegos, at man skal passe på, for ingen steder findes der mere kreative metoder til at adskille dine penge fra dig selv. Vi tilslutter os det synspunkt.

Da vi ankom var Anacondafolket stadig i Havana, så de blev svært overraskede da de kom hjem om aftenen og så os ligge ved siden af sig. Kuta var hjemme, han var stresset. Kuta var inde i en periode med ødelagte ting. Sådan er det nogen gange, så går alt i stykker på tre dage. Vi har prøvet det masser af gange og hader det noget så inderligt. Det er dyrt og det koster mange kræfter at få ordnet. Om aftenen lavede vi mad til Henning og bagefter tog vi over til Anaconda medbringende en flaske rom. Det blev en meget lang og meget sjov aften. Vi var mange der havde det underligt dagen efter. Pikero skulle i al fald ingen steder !!! (PS! Det var Lottes skyld)

Vi havde forregnet os. Vi ankom en lørdag. Selvfølgelig er der ingenting der har åbent en søndag, men vi vidste altså ikke at det var lørdag vi ankom, en detalje som skabte noget irretation hos os selv, for nu blev vi nødt til at vente til mandag for at få vores nye visum. Mandag formiddag gik med at hjælpe med indstallering af programmer på Jans computer, som Henning lige havde lavet den berømte formater+C, da den ellers ingenting ville. Da Kim og jeg endelig kom ind til byen var immigrationskontorsdamen gået hjem, før tid, og den anden dame var ikke til at hugge eller stikke i, vi måtte komme igen i morgen.Derudover havde vi forgæves prøvet at betale vores visum i en bank, som vi jo havde fået fortalt i Trinidad. Det eneste vi havde fået ud af den anstrengelse var 50 $ i rede kontanter fra en meget sur bankdame. Vi fandt til sidst ud af, at denne betaling kun kunne ske i deres nationalbank, denne bank fandt vi kl. 1501. Banken lukkede kl. 1500, men jo ! Der var menneskelighed, så vi blev lukket ind og fik betalt vores visum. Man køber en slags frimærker (stempelmærker?)som de giver een med og som immigrationsmyndighederne klistrer på det nye visum. Grøntsagsmarkedet, hvor vi skulle proviantere til de næste to uger var også lukket, det havde de hver mandag, så vi var igen noget frustrerede da vi vendte næsen hjemad. Endnu engang måtte vi udsætte afsejlingen. Men der var ingenting at gøre.Visummet skulle i hus!. Vi nåede lige at vinke farvel til Kuta og Anaconda som begge ville til Cayman Islands.

Tirsdag fik vi endelig vores visum og vi fik vores grøntsager. Om aftenen checkede vi ud hos havnemyndigheden og hos guardiaen. Vi ville tage en natsejlads og gøre et par gode sømil sydover mod Cayo Largo. Men da vores allestedsnærværende vejrguru, Karsten i Panama, sagde no go, der er dårligt vejr på vej og det ville vare ved i nogle dage, så vi blev igen nødt til at udsætte afrejsen. Senere, da vi talte med Kuta og Anaconda var vi glade for vi ikke havde taget afsted. De havde haft op til 40 knobs vind og noget skør sø. Ikke lige vores kop te. Derfor lå vi stadig for svaj onsdag morgen i Cienfuegos. Havnemyndigheden kom stæsende ud (de skulle jo have penge for denne nat også), og vi måtte meddele dem, at nu gik vi til kajs og så tog vi til Havana og blev der i et par dage. Vores oprindelige plan var, at sejle til Havana, men tiden begyndte at blive knap og Cienfuegos havde vi set nok på. Derfor; Habana here we come !!

Bare det at komme fra by til by her i Cuba er en kunstart i sig selv. Vi havde lyttet til de andre besætningers erfaringer mht transport og var blevet enige om, at tage toget den ene vej og så finde nogen der gad at køre os den anden vej. Både Kim og jeg har gode erfaringer med at tage bus eller tog. Man får altid talt med de lokale, og man får altid set noget, som man selv ville have kørt forbi.

Vi tog en koche til stationen for at finde ud af, at det næste tog gik dagen efter kl. 1400. Istedet fandt vi en chauffør, der ville køre os for 30 $. Køreturen varer 3 1/2 time så det var en fair pris.

Cubanerne har, som hos resten af den Caribiske befolkning, en enormt dårlig hørelse. I al fald spiller de musik med en lydstyrke, som ville få vores nabo til at komme farende og true mig med bål og brand. Vi kørte med et par brødre, hvoraf den ene drømte om at flyve væk fra Cuba, bare væk, og derfor brugte de deres Fiat Uno, til at køre turister til byen. Han elskede Boney M, Beatles og alle de andre fra den tid, så vi sad og skrålede med på sangene, så han kunne lære ordene. Det var en rigtig hyggetur også for dem. Ved en rasteplads, hvor vi købte lidt mad, tilbød vi at købe noget mad eller drikke til dem, men det ville de ikke tage imod. Senere købte de selv nogle saltede kiks og et glas mayonnaise. Det er bare guf for en cubaner, at dyppe brød eller kiks i et glas mayonnaise...og man skal jo smage det de lokale spiser. Uf!

Det er forbudt for den almindelige cubaner at tjene penge på os turister, man skal have en speciel tilladelse til at tjene dollars, så vi blev smidt af i et sving inde i centrum af byen. Bykort havde vi med os i kraft af lonely planet, så det gik fint. Vi gik lidt rundt og snusede til atmosfæren, den passede os godt. Havana er en utrolig smuk by, enormt faldefærdig, specielt hvor cubanerne bor, men der en masse restaureringer igang, men det er først turiststattraktionerne der bliver taget hånd om.

Tilfældet ville, at et af de steder vi ville se lå to minutters gang fra hvor vi blev smidt af. Det var et hjem fra midten af 1700 tallet, hvor en meget rig spansk familie boede. Det var rigtig, rigtig flot, eller dvs. det var måske ikke lige møbler man selv ville vælge, men man kunne se det havde kostet mange penge ! Deres spisestel var i guld og sølv med deres familiemonogram indgraveret. Een dagligstue var holdt i kinesisk stil med fine udskæringer i stole og sofaer, hvori der var indlagt perlemor, og så fremdeles. Vi fik en fin rundvisning på letforståeligt spansk og fik lov til at tage et par billeder uden beregning. Det er nemlig en anden cubansk specialitet; at man skal betale for at få lov til at tage billeder af turistattraktionerne. Nogle steder er det 2 $ i alt, andre steder 1$ pr. billede !!

I Havana bliver man antastet af mænd, som vil sælge cigarer, vise dig en paladare, eller køre taxa for dig. Til tider bliver man sindssyg, af hele tiden at skulle svare nej tak, men dertil var vi ikke nået endnu. Vi blev slæbt med op på en paladare, som er en privat (ulovlig) restaurent. Man har statsrestaurenterne, som ikke laver speciel god mad og så har man paladarene, hvor man kan få rigtig god mad, altså efter cubansk målestok. Man skal bare endelig huske at spørge om prisen først, medmindre paladaren er så etableret at den har et menukort, hvilket klart er det bedste, for det viser at den er velbesøgt også af de lokale. Vi lovede manden der viste os restaurenten, at hvis vi ville spise der, skulle vi først henvende os til ham, for så fik han en skilling af restauratøren som tak.

Vi gik videre og blev antastet af en som ville sælge os den sidste nye cd af en cubansk sanger, nej tak, svarede vi, men om han kendte et sted vi kunne bo ? Det gjorde han, hans underbo lejede et værelse ud. Vi kiggede på det og fandt det acceptabelt for de par dage vi var i Havana. Det var en enlig mor med en datter på 15. De boede i en lille treværelses lejlighed, hvor vi lejede det ene værelse. Det bedste man kan sige om det, er at der var rent og pænt og de var ganske behagelige at bo ved samt at lejligheden lå i centrum. Værelset kostede 25 $ pr. nat. Vi satte vores tasker og gik ud i byen igen. Vi regnede med at skulle have to overnatninger i Havana, så det galt om at få set og oplevet noget.

Vi havde set et konditori på vejen...et rigtigt konditori, med gode kager og frisk kaffe....jubiii, der strøg vi hen og fik vores første kage i lange tider. Mums. Bagefter strejfede vi rundt, fik orienteret os og planlagt morgendagen. Vi gik ind på en restaurent og spiste et billigt dårligt måltid, det må have været en statsrestaurent, gik lidt mere rundt i byen og gik hjemad. Ja, dvs vi mødte en cubaner, en ikke helt ædru en af slagsen, men hans søster Dayanna viste sig, at være gift med en dansk Ole og de bor på Bornholm ! Ripaul, som han hed, viste os Chinatown, som vi selv havde prøvet at finde uden held, dér fik vi en dejlig kop kaffe og en lækker mandelis, mens Ripaul fik sig et par Cuba Libre på vores regning. Verden er lille.

Næste morgen gik vi på hotel Ingleterre for at få et morgen måltid. Vi drømte begge om bacon, æg, friskpresset juice, etc, men fik et anderledes udemærket morgenmåltid til formedelst 4 $ pr. hovede. Hotel Ingleterre er det ældste hotel i byen, så det var i sig selv et besøg værd. Der var finurlige kakkelmønstre på væggene, samt de flotteste jerngitre i hele byen.


Koche i Havanna	Hotel Ingleterre

Jupiter i Capitolioen	Loftet i Capitolioen

Derefter gik vi til Capitolio Nacional, som er en kopi af af det hvide hus i Washington. Byggeriet blev sat i værk af den USA støttede diktator Gerardo Machado i 1929. Det tog 5000 arbejdere, 17 millioner $ i datidens penge og godt 3 år at bygge Capitolioen. Indvendig skulle den være meget mere flot end det hvide hus. Jeg ved i hvert fald, at jeg har aldrig set så gennemført flot en bygning. Når vi stod under kuplen, fik jeg associationer til St. Peterskirken i rom. Eet afsnit var udsmykket som pavepaladset i rom, de ca 15 meter brede gange der førte til de respektive sider af bygningen var bygget i forskellige typer marmor, med 2 1/2 meter høje messing lysestager mellem hver bænk. Bænkene var hugget ud af massiv marmor. De forskellige kamre havde hver sin stil. Nogle var belæsset med guldbelagt tingeltangel, andre mere maskuline med marmorudsmykkede vægge med udskårne figurer i hvid sten. Dørene var udført i en hård træsort, ca 7 cm tykke og selvfølgelig med håndudskårne udsmykninger på. Ved indgangspartiet står en 17 m. høj Jupiterskulptur udført i bronce. Bibliotekets reoler var i ren mahogny. Ja, sådan kunne man blive ved, men som Kim og jeg talte om, så er denne type imponerende bygninger et typisk tegn på diktatur eller enevælde !.

Videre hen til cigarfabrikken, hvis nok den ældste i landet, hvor man kunne vælge at blive vist rundt i selve fabrikken til 5 $ pr. snude eller man kunne kigge sig lidt omkring i selve butikken, hvor man kunne købe sig en rom eller en kop kaffe, medens man kiggede på de cigarer man nu havde tænkt sig at købe. I butikken sad der to ansatte og rullede cigarer, så det nøjes vi med at kigge på. Lige når man kommer ud fra cigarfabrikken, eller for den sags skyld, en anden cigarforhandler, får man med det samme henvendelser fra mænd, som vil sælge billige cigarer. Nogen vælger at købe af dem, andre gør ikke. Der er kæmpe prisforskel fra inde i butikken, til hvad de kan sælge dem for. Det er klart at man skal enten være ligeglad med kvaliteten, eller vide så meget om cigarer at man ikke bliver snydt. Vi valgte ikke at købe nogen.

Vi gik videre igennem byen og ud til den danske konsul, hvor der lå brev fra moaar. Konsulen holdt til i en østbloksbetonbygning med smalle trappeopgange og en elevator vi ikke turde gå ind i. Men det var nu dejligt at få brev hjemmefra.

Havana har en stor gammel bydel, som nok skal blive smuk igen. Indtil da kan man kun begræde blokadens indflydelse på den engang så smukke by og de mennesker der bor i den. Vi tog en ordentlig travetur igennem bykernen, spiste lidt frokost og prøvede på at finde et tog til Cienfuegos den følgende dag, men de var blevet aflyst på ubestemt tid (!!), Derefter gik vi hjemad ad en anden rute, så vi kunne se mest muligt af byen. Sen eftermiddag gik vi igen i byen, ud og få et par mojitos, som er en herlig cubanske cocktail. Vi faldt i snak med en Cubaner og det viste sig han var gammel bokser, så Kim og han fik noget at tale om. Han havde bokset i både England og Tyskland. Nu underviste han i salsa og andre cubanske danse. Det var rigtig hyggeligt. Derefter skulle vi i Chinatown og spise god mad. På vej dertil , så vi en gruppe unge døve, jeg prøvede at kigge diskret (gloede), for at se om jeg kunne forstå noget. Kim syntes jeg skulle hilse på, men det var jeg for genert til. Vi stoppede op og lod som om vi så på butiksruder, alt imedens vi blev mere og mere bælgøjet. En af gutterne skilte sig ud og jeg fik taget mod til mig og fik hilst på. Kommunikationen gik over al forventning. Cubansk tegnsprog var af en eller anden grund nemt at forstå. Resten af gruppen vendte om og kom hen for at se hvad der foregik, og vi fik en hyggelig sludder. De spurgte om vi kunne mødes næste dag, hvilket vi sagde ja til og så kom vi endelig afsted til Chinatown og fik endelig et ordentligt måltid mad! En erfaring på vores langfart er, at man næsten altid kan finde et godt måltid mad på en kinesisk restaurent.

Sidste morgen i Havana skulle vi flotte os og gik på et meget luksuriøst hotel for at spise morgenmad. Endelig fandt vi vores scramblede æg og vores friskpressede appesinjuice og lune pandekager osv. Da jeg havde spist min tredje portion æg, kom kokken hen for at spørge om jeg da ikke ville have en portion til ? Tallerkenerne hobede sig op omkring os og vi havde det herligt ! Vi fik også ringet hjem til Preben, Kims far, det var hans fødselsdag. Det kostede kun 5 $ i minuttet !! Det bliver ellers ikke til så meget ringeri herfra Cuba, men det forstås vel ?

Vi gik hen for at møde de døve og sad og sludrede en times tid, før vi blev nødt til at gå til stationen, for at se om der var nogen der gad at køre for os. Vi fandt hurtigt stedet for den slags lyssky affære, men de ville gudhjælpemig have henved 100 $ for at køre os til Cienfuegos, vi betakkede os og ville istedet se om vi kunne finde en bus, som vi vidste ville koste omkring 17 $ pr. mand!! Da vi gik derfra blev vi selvfølgelig antastet af en som gerne ville køre os for den pris vi tilbød, men det kunne først blive om aftenen. Der var noget lusket ved ham, så vi prøvede at komme af med ham, hvilket var temmelig svært, men væk kom vi. Busterminalen lå vel 7 km. væk fra hvor vi var, så vi prøvede først at praje en rikshaw, som ville have 10 $ for turen, det nægtede vi pure, istedet var der en gut der ville køre os i sin bil for 5 $, det tilbud tog vi. Det var hamrende varmt, vi ville tilbage til båden og syntes det hele var ved at gå i lidt hårdknude for os. Ingen tog, for dyre taxaer og tiden gik. Da vi kom til busterminalen, blev vi med det samme shanghaiet af nogle der ville køre os til Cienfuegos for 40$. Vi fik prisen ned på 35 $ og satte os lettet ind i bilen, men det var bare et sekund for tidligt at være lettet. Vi var ganske enkelt kommet ud og køre med en sindssyg og hans kæreste. Vi vekslede knap 5 ord med dem på de tre timer vi sad i bilen. Han kørte 120 igennem de allermindste landsbyer, hvor hestekærrer tullede rundt, børnene legede i rabatten og morlil var på vej over gaden. Han sænkede kun farten hvis der kom en lastbil imod ham, ellers fik alle som en et trut med hornet, gerne 3-4 gange og en overhaling i fuld fart. Da vi endelig kom til Cienfuegos betroede Kim mig, at han, altså chaufføren, også havde været ved at falde i søvn, men at det havde Kim ikke turdet fortælle mig. Vi tog en koche hjem fra centrum af Cienfuegos, det var et tempo vi kunne lide !

Tilbage til båden, hun havde ikke fået en skramme, ej heller var der blevet stjålet noget. Jeg havde ellers regnet med at vores fritstående fiskestang var væk, men den havde heldigvis ingen interesse haft. Normalt er vi helt trygge her i Cuba. Folk stjæler ikke og man kan gå sikkert på gaderne. I marinaen i Cienfuegos havde de, mens vi var der, en bølge af tyverier. En dinghy og to udenbordsmotorer blev stjålet. Ellers havde det sidste tyveri sket for to år siden. Jeg var helt sikker på. at det måtte være nogle af vagterne. Der var altid to tre vagter på broerne. De var der vist mere for at holde øje med os end at holde øje med udefrakommende. Marinaen er ikke særlig stor. På det højeste var vi vel 9 gæstebåde og 10 fastliggere, så det var skudt over målet at ansætte så mange vagter.

Vi kunne se at nogen både var taget afsted og et par nye var kommet til. Deriblandt en amerikansk båd, hvor jeg tænkte, at de måtte være anderledes da deres bådnavn afspejlede humor; Asylum hed deres båd og Nutcase hed deres dinghy. Ret hurtigt faldt vi i snak og derefter måtte vi udveksle erfaringer da vi skulle op til Chesapeake Bay, hvor de har sejlet i 10 år og vi kom fra den retning de skulle. Katie og Jim var ude på 3. år af deres langtur, som er på ubestemt tid. Deres båd en "Tayana" 42, er en meget anerkendt amerikansk bådtype. Dvs det er 37 foden der er kendt, da den fortrinsvis blev bygget i Taiwan, dengang det var billigt og godt. Nu er det bare godt. Men de større modeller er heller ikke helt at foragte. Deres båd var ganske enkelt totalt lækker og der var brugt en del penge på den, så den havde al tænkelig komfort. Vi fik et par drinks sammen og lavede noget aftensmad til dem en dag hvor de havde været på heldagstur. Karsten i Panama sagde stadig til os at vi skulle blive pga dårligt vejr, så det gjorde vi.

Een eftermiddag var der en på broen som på dansk spurgte, om der var nogen hjemme. Det var lang tid siden vi havde mødt fremmede danskere, så vi strøg op. Det var herboende Morten. Han er gift med Terese, som er cubaner og uddannet læge. Terese har en datter der hedder Daynella. Daynella kalder Morten for far.

Kombinationen af cubaner og læge gør, at det er utroligt svært, at få tilladelse til at komme ud fra landet, men Terese og Morten prøver til stadighed at få officiel tilladelse til, at Terese og Daynella kan komme til Danmark. Den kamp har foreløbig varet i et par år. Jeg må sige jeg beundrer deres tålmodighed og den styrke deres forhold må have for, at kunne overleve den ventetid. Samtidig kræver det en stor og fleksibel person, at kunne leve under de forhold cubanerne gør, når man er vant til en helt anden standard hjemmefra.

Da det ikke er tilladt for cubanerne at komme ud på bådbroen og endnu mindre at komme ombord(!!) gik vi ind til marinaens lille bar, hvor det endte med vi sad i samfulde 7 timer og det blev mere og mere hyggeligt. Katie og Jim, som vi havde talt om vi skulle være sammen med om aftenen. måtte vi lige hen og tale med, men de var nu meget forstående (og så var det vi inviterede på mad dagen efter). Dagen derpå var knap så hyggelig, jeg tror min mave havde fået en allergisk reaktion på den overdosis øl, så jeg måtte drikke revolyt i de næste 5 dage !!

Vi havde en dejlig aften med Katie og Jim, men vi havde besluttet at sejle dagen efter og det blev det ved. Vi sejlede vestover mod den næste perlerække af øer. Vandet blev mere og mere turkist jo længere vi kom vestover og mosquitoerne blev mere og mere nærgående. Maj og juni er de mest regnfyldte måneder og desværre medfører det også mosquitoer i hobevis. Vi syede net til forlugen og havde købt en "himmelseng" hjemme i brugsen, som nu blev overdækken for cockpittet. I gennemsnit fik vi vel hver især 20 nye stik om dagen, det var bestemt ikke en humørløfter. Selv når vi var flere sømil fra land fandt de blodtørstige sataner os.

Katie og Jim var gået dagen efter os og var sejlet østover for at vinde højde til det ben de skulle have sydover. De fik en rigtig dårlig tur. 45 knob vind lige i snuden, til sidst måtte de give op og sejle tilbage til Cienfuegos. Det var virkelig synd for dem. De havde fået et hak i snuden, som lignede meget det vi fik i Biscayen. De har kun sejlet her i de beskyttede Caribiske vande og har ikke haft så meget bette vind sejlads og dermed ikke så mange hårde oplevelser som os fra Europa har. Opløftende for os var, at vi kunne se de reagerede nøjagtig som vi gjorde i sin tid, selvom de har sejlet i mange år. Pludselig begyndte de at tale om de skulle hjemover eller om de virkeligt skulle videre ?? Heldigvis for dem var der en anden ameriansk båd lidt længere fremme (som også havde fået hårdt vejr og havde knækket bovsprydet), som de kunne følges med og få den støtte de skulle have. Med en god vejrudsigt fra vores vejrguru Karsten endte de med at sejle for motor hele vejen til Isle de Vac (Haiti) og er nu ved at komme ovenpå.

Efter nogle dages sejlads kom vi til Nueva Gerona, som er Isla Juventuds største by. Vi havde regnet med at skulle gøre ophold her i flere dage, men vi kunne ikke komme til at ligge ordentligt ved deres betonbro, den var for høj så båden kurede ind under broen. Vi måtte nøjes med at tanke diesel og lidt proviant og gik 20 sømil længere vestpå. Det var temmelig ærgeligt, mere ærgeligt blev det da vi fik en dårlig vejrudsigt og måtte søge op på fastlandet for at finde en ankerplads der var sikker. Da vi gik i land kunne jeg mærke at jeg var ved at være mæt af Cuba. Her er så mange rare og søde mennesker, men det er svært at rumme al den armod. Hvis det var jeg vidste, at Cubanerne var ligeglade og ikke syntes livet var lidt hårdt, så havde det måske ikke gjort så meget. Men Cubanerne er et vældig oplyst folkefærd. Meget mere velinformeret end man på forhånd forestiller sig. De ved godt de lever fattigt. Og de ved godt det primært skyldes blokaden. Så er det svært at blive ved med at se dem i øjnene uden at skamme sig på vores, den vestlige verdens landes, vegne. De har et af verdens bedste hospitalssytemer, med højt uddannede læger og tandlæger, men de kan ikke købe medecin fra udlandet, både fordi de ikke har råd, men også fordi USA har boykottet dem og USA boykotter de firmaer som sælger til Cuba ved at forbyde folk i ledene stillinger fra de respektive firmaer at komme ind i USA. Jeg fatter simpelthen ikke hvorfor der er blokade imod Cuba. Det eneste Cubanerne vil, er folkets bedste. Og det er vel det vigtigste ?

Af en eller anden årsag skiftede vejret pludseligt og samme aften vi var ankommet til fastlandet, tog vi en natsejlads til Maria Gorda, hvor vi klarererede ud af Cuba og tre timer efter var vi på vej til Key West. Hvis man er rigtig dykkerinteresseret er Maria Gorda absolut et besøg værd. Vi snorklede på 10 meter vand og kunne se bunden klart og tydeligt. Der ligger et stort hotel, som har specialiseret sig til dykkere, måske kommer vi tilbage dertil en gang ?

Cuba har for os været en kæmpe oplevelse. Det er så anderledes et land at besøge. Folk er veluddannede, venlige, omsogsfulde for hinanden og for os. De er nysgerrige og videbegærlige. Vi har stort set ikke haft en Cubansk official nede i båden uden at de skulle kigge på vores computer. Når vi har brugt vores digital kamera og med det samme har kunnet vise dem et billede af sig selv, har de været ved at gå bagover. En såre simpel ting, som da Henning fra Kuta hev en bog frem med billeder fra Cuba, gør at folk stimler sammen. Bureaukratiet er stadig for stift og for gammeldags til en ny verden, det vil tage lang tid inden det kan laves om. Jeg håber virkelig at Fidel formår at åbne landet mere op inden han går bort. For kapitalismen er på vej ind ad bagdøren via os, turisterne og jeg tror fremtiden afhænger af hvordan de tackler det at blive et åbent selvstændigt land igen. Det er et utrolig sårbart land da det først har haft amerikanerne som hovedaftagere af deres produkter og derefter Sovietunionen. Nu skranter Soviet og det gør ondt på Cuba. Derfor er de i gang med at omprioritere deres produktioner. De er klar over, at landet nu behøver rede penge, da de skal igang med reel import/eksport, og det er derfor de er begyndt at åbne op for os turister. Turismen er nu blevet deres hurtigst voksende industri. Det bliver spændende at se hvor Cuba er om 10 år.

Frasorterede billeder !!	Bus i Havana
Udslidt hest	Udslidt traktor
Udslidt Bil	Vores hjælp til indkøb
Iguaner	Guldbarreovn


lokal fiskerbåd,	Monument over de ca 4000 døde efter en hurricane for få år siden.


Gamle, flotte bygninger i Trinidad,

Engang så flot og nu i forfald.	Ældre mand,


Henning viser billedbog	Trængsel om pladserne


Hestevogne i Chivirico	Markedsdag


Iguaner i dyst	Otillaer


Evige reperationer	Typisk gasinstallation

Med Pikero på Cuba