Hej alle ja så er der igen en røverhistorie fra de varme lande.
Jeg har været lidt hængt op her det seneste, så det er kun et uddrag af
logbogen.
Dog kan det siges, jeg er ved godt mod, skaderne er overskuelige og
bliver fikset stille og roligt. - mange hilsner Jens
21-05-06 : Søndag
Necesse er sejlet igen. Det er nu for første gang, siden jeg ankom
i
mandags, at det er solskin og blå himmel, og det ser ud til, at det vil lykkes
dem denne gang.
Jeg begynder at forberede en plan for at sejle til Suva og få
et australsk visa. Jeg sejler over til Rigo for at spørge, om de har
nogle pilotbøger eller kort, jeg kan kopiere. Det bliver til flere timer
og frokost om bord på Rigo hos Stive og Iretta (dem jeg fik symaskinen
af i NZ.) Jeg inviterer dem i byen i morgen mandag, og vi slutter aften
med et par sundown'ere til happyhour.

22-05-06 : Mandag
Jeg får fyldt vand på og betalt yacht-klubben, er på toldkontoret
for at
klarere ud. Jeg køber 3 bundter kava rødder til at give høvdingerne
på de forskellige øer, jeg vil besøge på turen til Suva. (en tradition
her, der gør, at man bliver taget godt i mod osv.) kl. 17.30 mødes vi
til en øl, før vi går til restauranten. Vi har en hyggelig aften.

23-05-06 : Tirsdag
Da jeg sejler forbi Rigo for at sige farvel, inviterer de mig på en kop kaffe,
hvor vi får en lang snak om "See Adler" Iretas farfar har mødt
Felix
von
Lucknow, og de har et signeret foto af ham i en glasramme i båden. De
har også en splint fra et af de norske vikingeskibe i en ramme i båden,
som den samme farfar i 1920-30'erne havde fået, da skibene blev flyttet
til deres nuværende museum i Oslo. De har tillige et stykke teak med
en indgraveret messingplade, der fortæller, at det er fra USS Missouri.
På
dette slagskib fra anden verdens krig, hvor japanerne underskrev
kapitulationspapirerne, er dækket fjernet og lagt i en
bronzeplade med
inskription. Det teak, der blev taget op, blev der lavet
disse små klenodier
af, som blev givet til højtstående officerer i flåden og
højere personel på USS
Missouri.
Jeg kommer først af sted kl. 11.00, jeg sætter sejl og sejler ud; men
tiden går, og jeg er først udenfor revet kl. 13.00 . Her er det slet
ikke behagelig med 10 sek. m. vind og store søer imod. Jeg kan se, at jeg
først er fremme efter mørke ved ankerpladsen på øen Koro, så jeg sejler
videre og regner med at kunne ankre ved sydspidsen af øen; men det er
meget mørkt og skummelt, så jeg mindsker sejl og ligger bi på SW-lig
kurs og går 1,6 knob, så jeg kan sove lidt.

24-05-06 : Onsdag
Jeg får sovet nogle timer før jeg er nær ø og rev; men nu bliver det
også snart lyst og jeg sætter kursen på Suva. Jeg kan se, at det akkurat
lige bliver efter mørke, at jeg kan ankomme. Det blæser stadig 10- 15 sek. m, og
der er store dønninger. Jeg har et kort over stedet. Det er en stor by,
så det
skulle ikke være et problem. Jeg hører ved 17-18 tiden to andre både, der er på vej ind, kalde customs.

Indsejling til Suva Harbour - Google Maps
Klik Her
Jeg er der efter mørke, og det er virkeligt mørkt med tunge skyer og
ingen måne; men klart. Man ser byens lys klart; men det er svært at
orientere sig, og de to lys over et kan jeg ikke få øje på i lys virvaret
fra byen. Der er to blå lys; men der står i kortet, de er røde,
så jeg
fortsætter på GPS'en. På computeren følger jeg turen ind mod havneløbet.
Jeg er nu i læ bag revet. Dønningerne og vinden er ikke længere så
slem. Jeg kalder havnetjenesten og får tilladelse til at komme
ind.
Det er en inder, jeg taler med, og hans engelsk er ikke let at forstå.
Jeg går på dæk for at tage sejlet ned. Så ser jeg to hvide skarpe lys over
et i en retning, der ikke er helt forkert. Der var også et rødt blink i
retning, hvor der skulle være en rød bøje ved havneindløbet; men da sejlet er
nede, og jeg prøver at orienter mig, er det væk. Så går jeg for motor i en let
regnbyge, derfor duggede brillerne lidt. Jeg kan igen ikke se disse lys,
Så jeg sejler lidt forsigtigt i østlig retning og spejdede over
mod byen
efter noget at blive klog på. Så sker det, jeg rammer revet, og før jeg
når at reagere, er jeg fanget imellem koralblokke, og bliver for hver
dønning skyllet længere ind på revet. Det går så ufattelig stærkt, og
jeg kalder MAYDAY MAYDAY. Jeg får igen fat på denne svær forståelige
inder, og jeg får opgivet alle de informationer, der kræves i en sådan situation
-
skibets navn, hvor mange om bord, position og skadens omfang. Der
kommer først en lille kabine motorbåd ud, men der er nu gået måske 3
kvarter måske en time. Carita har nu stærk slagside og er langt inde på
revet, så de kan i dette næsten totale mørke ikke gøre noget andet end
gå
stand by uden for revet. Yarchtklubben sender en åben glasfiber jolle ud,
det er deres rednings båd. De sejler helt ind til mig, og siger, jeg skal
hoppe ombord, for der er ikke noget at gøre nu, Jeg ramte revet ved 19
tiden lige efter højvande, som nu er på vej ned. Jeg lukker lugen og
hopper i båden, der er stadig lys på Carita, da vi forlader hende og
kommer fri af revet. For fuld fart sejler vi og den anden båd ind til
Suva Yarchtklub. Gashåndtaget på påhængsmotoren brakkede på redningsbåden
da vi forlod revet, men den er stadig mulig at sejle med.
Suva Yarchtklub ca. 20.30. Han, der reddede mig, hedder Peter Malycha og
er tysker. Jeg bliver introduceret til de folk, der var på den anden
båd og takker dem for deres indsats, og jeg bliver introduceret til den
danske kontaktperson, vi langturssejlere har her i Suva ? Peter hedder
han. Det bliver til, at danske Peter tager mig med hjem. Først i
morgen tidlig, når det bliver lyst, vil der blive gjort et forsøg på at få
Carita fri; men det er allerede højvande kl. 04, så det er lidt
temmelig sent med kl. 07.
Hjemme hos Peter får jeg et bad og et måltid mad, og så sidder jeg der i en
fremmed stue med fremmede mennesker og ser et røvsygt fjernsyn, så
det ikke er til at tale seriøst.
Jeg fik i virvaret hverken penge, papirer eller noget som helst med,
og der er ikke låst og lys på båden. Peter tror, der vil komme nogen
ud og plyndre båden. Jeg har det dårligt med at være her og ikke
ude og holde vagt og gøre noget som f.eks. at lægge anker ud. Peter er
pensionist, og hans tempo er ret langsomt. Det mærkes, når
adrenalinet
pumper i en, og man kun har i hovedet at komme tilbage til skibet og
prøve at redde det. Der var jo på det tidspunkt ikke overhængende fare
for mit liv, og Carita tog ikke vand ind. Og jeg fortryder jeg forlod
hende. Kl. er nu ca. 22.00, og jeg overtaler Peter til at sejle mig ud
til Carita igen. Efter at have købt benzin tager vi redningsbåden og
sejler ud til Carita. Det er ikke med stor lyst, jeg får Peter til at
sejle mig derud. Motoren er defekt, det er bælgravende mørkt, og det
blæser kraftigt. Det er også for ham lidt af et vovestykke, da han er
natteblind.
Vi kommer af sted, og på vej ud ser vi, at der er en båd ved Carita; men den
sejler væk, da vi kommer, og jeg har mine bange anelser. Peter sejler
helt hen til revet, som nu er helt synligt ved lavvande. Carita ligger
på siden helt tørt rundt om. Jeg hopper i vandet og svømmer alt jeg kan
mod revet, Jeg har en tyk foret jakke på, lange cowboybukser og
gummistøvler - alt sammen for at beskytte mig mod koralerne, men det er
også en hæmning i at svømme. Der er nu ingen vej tilbage, Peter kan
ikke længere se mig, og det går op for mig, at der er en regulær fare for at
drukne nu. Jeg når en koralblok og holder fast, mens strømmen går ud, og
med næste bølge surfer jeg til næste koral, til jeg når der, hvor revet
er helt fladt og jeg kan gå hen til Carita.
25-05-06 : Torsdag
Lyset brænder stadig, og lugen er lukket. Der har ikke været nogen
ombord. Kl. er ca. 23.00 nu, og jeg ser, at alt er stadig intakt og
i fin form situationen taget i betragtning. Her er ikke slemt at være,
da bølgerne ikke længere kan nå os. Batterierne er nede på 11 volt.
Jeg slukker projektøren i masten og navigations-lysene, som har brændt i
flere timer nu og har kun lys i kabinen. Jeg får senere at vide fra
Peter, at det var godt, jeg slukkede lysene, for så var han klar over,
at jeg
havde klaret det. Selv havde han sit mas med at finde vej hjem, og det
er en bedrift, der bestemt ikke må undervurderes med en defekt motor i
mod sø mm.
Jeg får lagt to ankre ud, og jeg smider en masse konservesdåser
overbord, juice og vandflasker, og pumper vandtanken tom for at lette båden.
Vandet er begyndt at stige, og det lyder grimt for hver dønning, der
løfter båden lidt, for igen at lande på koralerne. Jeg har ankerrebet
omkring spillet og får stævnen mod bølgerne. Her har jeg vinden i
ryggen og sætter forsejlet med spilerbommen til at trække i den rigtige
retning. Der er nu ved at komme vand ind og jeg bliver lidt urolig for
det. Kl. 03 ca. begynder der at være så højvandet, at båden går fra den
ene side til den anden og i hop over bølgerne er fri af revet og falder
håret ned på kølen. Jeg arbejder hårdt med spillet. Selv om sejlet
hjælper er surfet stærkere og jeg når ikke længere ud. Om en time er
det højvande 1,9 m. Jeg kalder havnetjenesten, og spørger om de kan
sende en båd ud og trække mig fri; men med stadig uforståelig pigon engelsk
bliver det til at de vil sende en båd. Det kommer til at koste siger
han. Der er nu meget vand i Carita, og jeg frygter den måske vil synke,
hvis jeg kommer af revet. Jeg kalder igen og aflyser. Ankertovet er
knækket og jeg kan nu ikke styre situationen længere. Jeg går i gang
med at pumpe gummibåden op og får samlet papirer penge og computeren og
kammerarret i en taske og det i 3 sorte plast poser, nødraketter og et
anker i gummibåden. Jeg får påhængsmotoren på og taget benzindunken med.
Jeg vil blive ved Carita og fortøjer til hende; men må tage
spilerbommen af, så den ikke rammer gummibåden. I stedet for at hægte
den på plads, smider jeg den i havet nu hvor det ligesom er for sendt.
Så er det at de to fiskere kommer med lys på. Jeg tror selvfølgelig
de kommer for at stjæle; men de vil hjælpe mig, nu det er højvande, med at
trække mig af revet; men på indersiden af revet. De har en lang båd -
en lang åben glasfiber fisker jolle med 75 hk Yamaha på, og vi får en
line til stævnen af Carita og ud til dem. Den sidste time har jeg
været så beskæftiget i gummibåden med at redde det allervigtigste, at jeg
ikke har registreret at Carita næsten er oprejst hele tiden og kun står
på kølen. Jeg smider det tunge anker ud af gummibåden - ikke op i
båden; men ud i vandet, så det ikke ødelægger gummibåden, nu hvis jeg
kommer fri og bugseres ind til land. Jeg starter Caritas motor og
hjælper til med maskinen. Efter 3-4 minutter begynder der at ske noget, og
snart er jeg fri, og vi går væk fra revet på indersiden med 5-6 kn. Det
er helt ubeskriveligt at forklare hvad jeg føler; men det er flere gange
bedre end sex, eller den vildeste rutschebane man kan forestille sig,
hvis det kan bruges som en målestok her. Det vare kun kort før
jeg rammer en koral knold og står helt stille igen. Hvis opturen var
stejl så er nedturen frit fald: men 10-20 sek. efter er jeg fri igen
.
Det sker en gang mere, og mine forventninger er lige som sat på plads
igen, vi er stadig ude på revet. Jeg går ned og begynder at pumpe
vand ud, jeg er jo bange for der er hul i bunden, og der kommer vand ind,
så mens jeg bliver slæbt af sted pumper jeg i 4-5 min til der er tomt
ca. 100 l. Jeg er hurtigt oppe og følge med i turen ind. og så ned
og pumpe igen. Der er ikke så meget denne gang. Det beroliger mig
meget, at jeg kan følge med på pumpen. Tredje gang er der faktisk intet
at pumpe, og det går op for mig at Carita er tæt. Vi tager ikke vand ind!
Det vand, der er kommet ind, er mest kommet ned gennem samlingen mellem
skrog og dæk, som har været under vand i en lang tid, mens vandet
begyndte at stige. Fiskerne kender stede, som deres egen bukselomme, og
der er ikke flere grundstødninger, før vi inder havnen i et hjørne, hvor
der ikke så tit kommer fremmede yachts ind. Her inden for havnen gør de
stop. Jeg forklarer dem, at jeg ikke har nogle anker, og at vi må
finde en bøje eller en kaj at fortøjer til. De slæber mig hen til en
jern pæl, der står i vandet nær kysten, og jeg fortøjer til den.
Jeg
takker dem mange gange og giver dem glædeligt og uopfordret alle de
Fiji $. jeg har - ca. 200 svarende til ca. 800 kr., hvilket de så
inderligt har fortjent. De ser meget tilfredse ud og tager afsked med
et stort smil. Tænk sig - at jeg som troede, de var ude på at stjæle
- "shame on
me".
Jeg sover til 07.00 ca. kl. 08.00, og bliver vækket af costums, der
spørger hvor jeg er. De vil komme og hente mig, og bringe mig til
toldkontoret for at ordne det formelle. Peter kommer også i rednings
jollen han havde været ude kl. 7 og er blevet urolig for mig, da jeg ikke
længere var på revet, og troede jeg var sunket. Efter costums er jeg
tilbage ved pælen. Efter en times søvn vil jeg ud og bjærge hvad jeg
kan, af hvad der nu er tilbage ude på revet. Specielt de to anker og
spilerstagen. Jeg sejler der ud fra indersiden af revet; men det ser
lidt skummelt ud, da jeg nærmer mig revet, og jeg kan ikke lokaliserer
stedet, hvor jeg var på grund herfra. Jeg giver op og sejler tilbage igen.
Her ved pælen ca. 40 m fra land står
jeg fast på bunden, nu da det er
ved at være lavvande . Jeg kalder Suva-yarcht-klub flere gange uden
at få
svar, så
jeg går ned og sover. Om eftermiddagen er der så meget vand at jeg kan
komme fra pælen og sejler ned til Yarchtklubben, som stadig ikke svarer
på radioen. Jeg kalder en anden båd, han hedder Brian, om at hjælpe mig
i hans jolle med at fortøjer midlertidigt til en kæmpe bøje til
tankskibe, der kommer her en gang imellem. Jeg får en lift ind til
klubben. Her er kontorknuden. Jeg spørger om det er muligt at blive på
bøjen et par dage, og om prisen på en plads i havnen. Han er mere
interesseret i at jeg får skrevet mig ind, da det også koster at ligge
på anker her - 5$ pr. dag. En plads i havnen koster 40 Fiji $.
Jeg
må ikke blive på den store bøje, og får lov at låne et reserve anker
så jeg nu kan få ankeret. Jeg har stadig ingen penge, og vil give en
omgang til de to Peter, så jeg går til en tankstation, der ikke er så
langt væk og hæver penge.
Jeg medbringer pas og toldpapirer, og får skrevet mig ind i på
yarcht-klubben. Jeg vil finde Peter Malycha og bede ham hjælpe mig med at
bjærge mit anker; men han kommer først til aften, så jeg må væbne mig
med tålemodighed. Jeg ser på et nyt anker til 220$; men nøjes med at
køber en 25 l vandunk og bringer vand til båden. Så gør man jo lige
som noget. Det er med en ikke ringe følelse af armod dagen skrider
frem, uden at man føler man får udrettet noget. Det er nærmest umuligt at
komme på land her. Det nærmeste sted er Latuka på øens NW lige hjørne
og en sejlads på flere mil. Et undervandt er blevet revet ud af
masten og skal repareres, før jeg kan sejle dertil. Vindrorets styrer årer
er brækket, og jeg har endnu ikke set skaderne under vandlinien. Jeg
sover meget af dagen. Jeg var ligesom skæv af mangel på søvn og mad.
Jeg vågner sendt om eftermiddagen og går i gang med at vaske symaskinen og
værktøj i ferskvand. Det havde været under vand da de ca. 100 l vand
skyllede fra side til side i skibet. Skal det redes er det på høje
tid. Det bliver gjort på fordækket i lys fra dæks lyset nu solen er
gået ned jeg smører delene med WD 40.
26-05-06 : Fredag
Jeg bringer vasketøj med ind, det er alt jeg har, det var gennemblødt af
saltvand. Eneste mulighed var at vaske og tørre det, før det begyndte
at rådne. Jeg har en aftale kl. 8.45 med Peter Malycha om at vi sejler ud og
henter mine ankrer. Vi er hurtigt der ude, og ankeret er der stadig,
jeg frygtede nogen havde taget det, da det var mærket med en
fender;
men det er ikke let og jeg får flere skrammer på koralerne. Vi sejler
ind
igen efter at have bjærget dette ene anker med 30 m kæde og en fender,
som også var det mest værdigfulde herude. Da jeg nu har mit anker,
kan jeg få
ankert om og sejler ud på dybere vand mellem de andre både. Jeg
dykker
ned og ser på skaderne under vandet. Kølen er meget rusten på hele
torpedoen, og der er som en blyantstreg af rust få steder i samlingen
til skroget. bunden har ingen alvorlige ar efter koralerne; men der
skal selvfølgelig forsegles med epoxyprimer. Værst er roret og skæget
foran roret som ikke ser så godt ud. Iland får jeg endelig tid til et
bad. Det gør godt bare at stå der under en varm bruser. Jeg får betalt
min regning for at Yarchtklubben assisterede med deres jolle - 355 Fiji $
.- 250 for rep. af gashåndtag, 30 og 35 for 2 gange benzin lagt ud af de
to Peter og lån af båd til 20 a to gange = 40 altså 355 $.
Egentlig
har jeg lånt båden 3 gange; men det følte jeg ikke behov for at oplyse
til den
grådige kontor knude. Udover dette har jeg betalte Peter 50 $ for hans
frivillige indsats. Ringer hjem til far og mor og fortæller dem min
historie. Bruger en time på at få griflet lidt ned på computeren fra
jeg sejlede fra Savusavu d.23 og til uheldet d. 24-25.
27-05-06 : Lørdag
Om morgenen samler jeg symaskinen, og fotograferer min gamle logbog af,
da jeg ikke kan rede den for vand. Jeg er over med ankeret jeg lånte
og før jeg tager i land kommer
STRESSLESS og anker tæt på, jeg sejler
der over; men de har ikke klareret ind, så jeg sejler i land i stedet.
Betaler for vasketøjet 20 $ vel en ok pris. Jeg går til byen på ca. et
kvarter og køber en vaskebalje (en af de mange ting der røg ud på
revet i kampens hede - så er opvasken for hurtig ordnet i en
håndvending); men en opvaskebørste findes ikke i denne by.
Tilbage på båden ser jeg at Xora også er kommet. De norske fra
Cintra kommer forbi og får en røverhistorie om forlis mm. Jeg får
skrevet videre på computeren, om det der er sket de sidste dage, hvor det
at side og skrive, har været meget under prioriteret.
28-05-06 : Søndag
Sejler ud på revet i gummibåden. Selv i dagslys og i fint stille
vejr med klar sol, er det svært at blive klog på indsejlingen. Ude på
revet dykker jeg; men finder ikke stedet eller noget fra Carita, så
efter en time sejler jeg ind igen.
I morgen mandag er det helligdag her, og der er lukket alle steder,
så jeg kan ikke komme i gang med mine rep. så jeg kikker på symaskinen,som der er problemer med at få den til at køre. Jeg har taget forsejlet ned og
sætter det for at sy det; men er ikke færdig da Norske Cintra
kommer forbi. Derefter tager jeg i land og får et bad og en øl i
selskab med danske Peter.
29-05-06 : Mandag
Det er helligdag i dag og alt er stille, vejret er fint og mange lokale
"yartis" er ude at sejle. Jeg får besøg af Jørgen fra Gormlight. Han ligger
over i den anden bugt, hvor det er gratis at ligge. Jeg får endnu en
gang skilt og smurt symaskinen. Nu virker den, og jeg syr skaderne på
sejlene.
Jeg finder en lille kantine, der er åben, og for 4,5 $ får man en stor
portion ris og kylling karry. Jeg er i masten og tage billede af
hullet og tegne det af på et papir.
30-05-06 : Tirsdag
Jeg er inde i yarcht-klubbens båd butik med billederne af den del jeg
mangler i masten. Det har han selvfølgelig ikke og deres hoved butik
ligger 3 km væk i næste by Lami og her går jeg til og får sat en ordrer
i gang - dvs. jeg vil få besked i aften om prisen og tiden det tager at få en
sådan del.
Lami er over ved den anden bugt og 5 min gang yderlig og man er ved
hotellet. Jeg går hertil og ser Jørgens båd på anker og her er nok 3-4
andre både. Stedet ser meget bedre ud end over ved byen og det er
gratis at ligge her mm. Jeg prøver at kalde Jørgen men han er der ikke.
Jeg tager bussen tilbage til yarcht-klubben. Så får jeg oplyst hvor jeg
kan købe et stykke teak til at lave en ny åre til vindroret. Det er
omme i den anden ende af byen. Jeg tager en bus ind til Suva og
prøver at komme videre med en anden bus; men må erkende det nok må
blive med taxa, det blev også kun 4 $. Her på trælasten får jeg
rettet og høvlet et stykke træ til, så jeg kun selv skal forme det det
sidste. Træsorten er en lokal regnskovstræsort kaldet Vesi. Prisen blev
22,50 $ og med bus og taxa , ca. 28 $ = ca. 110 dkr. Jeg er heldig jeg
havde nok penge til at betale med. Jeg har kun 5 $ igen på lommen, da
jeg kom hjem til yarcht-klubben. Så efter at have været ude med træet
tager jeg en bus til byen og hæver 300$. jeg får købt en opvaskebørste,
et litermål og en pakke kopimaskinepapir - alt sammen ting, der røg
overbord, den forbandede nat mellem onsdag og torsdag.
Jeg er inde på de små kantiner og spise kinesiske ris retter - kylling
i karry og lignende - store portioner og for kun 4,5 - 5 $ = 16
-20
kr.
Danske Peter Har spurt om jeg kan sy hans sejl -Han har en lille
18fods
sejlbåd. Vi ser på sejlet og jeg tager det med ud og syr det på
båden og kl. 22.00 er det gjort. Det gør godt mentalt at kunne gøre
gengæld for alt han har gjort for mig.
31-05-06 : Onsdag
Det er nu ved at være en uge siden jeg ankom her om aftenen 1 time
efter mørkets frembrud.
|