VENEZUELA BURDE VÆRE

Der er alle mulige grunde til, at Venezuela burde være det foretrukne område for sejlere både uden for og i orkansæsonen. Her findes Caribiens længste kystlinie med ca. 72 øer og øgrupper. Et paradis med hvidt sand, akvamarinblåt vand, skyggefulde palmetræer og kokospalmer, og med en helt enestående verden under havets overflade. Dertil kommer de mange muligheder for rejser ind i landet til f.eks. Andelsbjergene, verdens højeste vandfald "Angel Falls" og besøg hos Warao indianerne i Orinocodeltaet.

Men bortset fra bugten ved Porlamar på Margarita og området omkring Puerto la Cruz ser man næsten ingen udenlandske sejlere langs Venezuelas kyster.

Venezuela - kort fortalt:

Areal: 912.000 km2 (Danmark 43.000 km2)

Befolkning: 83% af Venezuelas befolkning på 23.5 mill bor ved kysten i de store byer. Det store flertal af venezuelanere er stadig mestiz-folk med rødder i en blanding af de spanske kolonisatorer og de indfødte folk eller afrikanske slaver. I dag er den racemæssige blanding 65% mestizer, 20% hvide, 8% sorte og 7% indianere. 80% af befolkningen lever af en mindsteløn - eller derunder - på 200 US$ om måneden.

Historie: Columbus gik i land i Venezuela som den første europæer i 1498. En af de første, senere opdagelsesrejsende døbte landet Venezuela - egentlig "Lille Venedig", da de indfødtes hytter på pæle i Maracaibosøen mindede om Venedig.

I 1500-tallet startede forskellige ekspeditioner ind i Venezuela. Myten om "El Dorado" et fabelagtigt rigt land, hvor en indianerkonge dagligt blev dækket af guldstøv, var målet for de mange ødelæggende og grusomme ekspeditioner. Skønt der aldrig blev fundet de store rigdomme som i Peru og Bolivia, blev store dele af Venezuela på denne måde sikret for den spanske krone, og det spanske herredømme varede i 300 år.

På Isla de Margarita og især øen Cubágua havde indianerne fundet rige østers-banker, der gav god og nærende kost. Perlerne brugte de til smykker. Men med spaniolerne kom den uovervindelige grådighed. Columbus gik ikke i land på øen Margarita, hvorfor han ikke opdagede perlerigdommene. Det gjorde til gengæld de efterfølgende spaniolere, som byttede perlerne for skibslaster med bras. 370 kg perler blev udskibet pr måned. Spaniolerne tvang brutalt indianerne til at dykke efter østers/perler , så de døde af det. På Cubágua grundlagdes byen Nueva Cadiz, som dog forsvandt i havet ved det store jordskælv i 1545.

Frem til slutningen af det 18. århundrede var kakaoproduktionen en meget værdifuld eksportartikel. Både indianere og importerede sorte slaver blev anvendt. Men da de ødelæggende og grusomme uafhængighedskrige mod Spanien ramte Venezuela i begyndelsen af det 19. århundrede, var det slut med den spinkle velstand.

Uafhængighedskrigene blev i høj grad præget af Simón Bolívar ( El Libertador), som var en dygtig strateg og ud af en velstående familie. Bolívar kæmpede ikke blot for uafhængigheden, hans drøm var at skabe et forenet Latinamerika. Men der var ikke mange, der troede på den ide. Der var for mange lokale interesser til, at de latinamerikanske stater kunne holde sammen.

Simón Bolívar døde som en bitter og nedbrudt mand i en lille by i Columbia i 1830. Her udtalte han bl.a.: "Der har været 3 store idioter i verdenshistorien: Jesus, Don Quixote og mig". 12 år efter sin død blev han imidlertid rehabiliteret og en personkult udviklede sig som symbol på national enhed. Statuer blev opstillet over hele landet, og overalt er plazaer, gader og rådhuse opkaldt efter nationalhelten. I 1879 blev møntenheden indført og kaldt bolivaren.

Resten af det 19. århundrede var et kompliceret morads af statskup.

Olieeventyret: I mange år havde indianerne ved Maracaibosøen brugt en tyk sort olie, der sivede op af jorden til at tætne deres kanoer med. Men først i 1922 fandt en venezuelansk underafdeling af Shell en meget stor oliekilde ved Maracaibosøen. Dette kom for altid til at ændre landet. Fra stagnation blev Venezuela det land i Latinamerika med den højeste indkomst pr indbygger. Desværre blev de lettjente penge fra olien ikke altid brugt fornuftigt.

Olieeventyret faldt sammen med diktatoren Gómez 27 år lange, brutale regeringstid, der satte sit mærke på Venezuela og banede vejen for landet, som det er i dag. Utroligt gunstige skattekoncessioner til de amerikanske olieselskaber betød også, at den venezuelanske regering kun modtog omkring syv procent af den totale olieprofit fra 1919 til Gómez død i 1935.

Det rige Venezuela blev skabt i 1970'erne, da olieeventyret var på sit højeste og prisen på råolie firedobledes på en nat. Venezuela fik da tilnavnet "Saudi-Venezuela". Det fattige Venezuela, der eksisterer ved siden af, er arven efter oliens nedtur i 1980'erne.

I 1994 lukkede Banco Latino, landets næststørste bank dørene, fordi den var ude af stand til at indfri checkclearingsaftaler med Centralbanken. Elleve andre banker gik med ned, hvorved over 2 millioner indskydere blev berørt, og mange så aldrig deres penge igen. Uforudsigelig regeringspolitik har efterfølgende skabt en atmosfære af usikkerhed, som i høj grad har præget forretningslivet. Mange byggerier gik i stå og står i dag efterladt. Der er en mistro til landets regeringer. Man tør ikke investere, og mange sender penge ud af landet.

Venezuela i dag: Venezuelas nuværende præsident, Hugo Chávez, er overbevist marxist og styrer landet mod neokommunisme. Chávez er Fidel Castros trofaste lærling og er i gang med at forvandle Venezuela til et demokratisk eksperiment. Castro sender sine bedste læger, ingeniører og sportstrænere til Venezuela mod til gengæld at få 53.000 tønder olie om dagen.

Blandingen af højteknologi og traditioner påvirker alle aspekter af livet i Venezuela, og man skal være opmærksom på, at ikke alt er så effektivt, som det kunne se ud til. "Mañana-ånden" bliver til et elastisk begreb i Venezuela. Forbindelser svigter, aftaler holder ikke, og tidspunkter skubbes. Alligevel er Venezuela et storslået, sensuelt og sorgløst land, og det holder aldrig op med at overraske.

På arbejdsmarkedet er der ansat mange kvinder, og man ser mange elegante kvinder på gaden i de store byer. Kvindernes fremskridt på arbejdsmarkedet skyldes også nødvendighed. I det venezuelanske samfund er utroskab almindeligt, og mænd underholder ofte ikke blot elskerinder, men en hel familie nummer to, så mange kvinder har lært ikke at regne for meget med manden som en kilde til indkomst.

Generelt kan man sige, at det venezuelanske samfund er usædvanlig åbent, venligt og uformelt. Men da de fleste kun taler og forstår spansk, er det svært at komme i kontakt med dem. Prøver man på engelsk, vender de ryggen til een og slår ud med armene. Forsøger man derimod på spansk, er de hjælpsomme og utrolig interesserede i at tale med een. Det er derfor en god ide at sætte sig lidt ind i det spanske sprog. Bare kendskab til udtale og tryk på stavelser samt en ordbog er en stor hjælp.

Sejlads på Venezuela:

Turen til Venezuela startede fra Trinidad, hvor vores båd , Phantom 42, "Feiga", havde stået på land. Det havde den overlevet fint. Ikke engang en enkelt kakerlak lykkedes det os at finde.

Vi udklarerede til Carúpano, men sejlede først til Pargo Bay, en fin lille bugt på Venezuela kysten. Det blev en meget smuk sejltur langs Venezuelas flotte, stejle regnskovbevoksede bjerge. Vi havde sendt en fax til havnekontoret i Carúpano med ankomsttidspunkt, som anbefalet i Doyles bog. Men dette er spild af tid og unødvendigt. Desuden er Carúpano ikke nogen interessant ankerplads. Vi var den eneste båd, der lå til ankers, måske - læste vi senere - fordi der lige var sket et røveri på en ankerligger. Man kan ligeså godt udklarere til Margarita, hvis man da vil sejle den vej.

Ind- og udklarering: På Margarita fandt vi ud af, hvordan dette foregår i Venezuela.

Ved den første indklarering i Venezuela får man et "cruising permit" for båden gældende for 1/2 år. Dette kan fornys for yderligere 1/2 år. Besætningen får et stempel i passet med tilladelse til at opholde sig i Venezuela i 90 dage. I realiteten skal man rejse ud af landet efter de 90 dage, men de fleste steder kan man forlænge opholdet med yderligere 90 dage. Forlængelsen koster mellem 20 og 25.000 bolivars ( kr. 240 - kr. 300).

For den første indklarering (international) i Venezuela i Porlamar betalte vi en agent ca. Kr. 400 (inkl. Cruising permit). Senere fandt vi ud af, at ind- og udklarering kunne vi selv klare. Det kræver kun, at man finder ud af, hvor toldvæsen, immigrations- og havnekontoret findes, og så kan det klares på ca. 1/2 dag og evt. et par busbilletter samt et mindre beløb.

Reglerne er, at man i princippet skal ind- og udklarere, så snart man sejler fra et sted til et andet i Venezuela. Det kan man så ikke, da der ikke findes ind- og udeklareringsmuligheder alle steder. Derfor accepteres det, at man udklarere til et andet fortoldningssted i landet og besøger steder og øer undervejs for så at indklarere, når man når til det i papirerne nævnte fortoldningssted.

Af fortoldningssteder kan nævnes Carúpano, Pampatar (Isla Margarita), Cumaná, Puerto la Cruz, La Guaira, Puerto Cabello, Maracaibo.

Fortsætter man til et andet land, f.eks. A, B, C øerne, udklarerer man internationalt til een af dem, men kan besøge øer og bugter undervejs i Venezuela, hvor der ingen fortoldningssteder findes.

Prispolitiken og reglerne for om man skal til både toldvæsen og havnekaptajn er tilsyneladende op til myndighederne selv at bestemme. Nogle steder betalte vi 20 til 50 kr. Andre steder kostede det ingenting.

Generelt er myndighederne venlige og hjælpsomme. Men der tales kun spansk på disse offentlige kontorer. EDB ses endnu sjældent, hvorimod skrivemaskiner da findes.

Vi fortsatte sejladsen til Isla Margarita, som er den største af Venezuelas øer, og som

er kendt af mange danskere p.gr.a. Falk-Lauritzens populære rejser hertil. Vi ankrede i bugten ved Porlamar. Der står en del dønning ind i bugten, men man ligger nu alligevel godt. I land kan man næsten ikke undgå at møde Juan, som kan klare alt papirarbejde, og som taler engelsk, tysk og fransk foruden spansk. Juan har desuden en lille dinghy bro, hvor der altid er vagt, så det er nemt at komme i land. Desuden sørger han 2-3 gange om ugen for bustransport til det lokale supermarked sammen med sin mor, der er en yderst kompetent dame.

På Margarita er det en fordel at proviantere, da området er tax-free. Man kan også købe alt her, og priserne er lave. Men også i det øvrige Venezuela er priserne rimeligt lave. Mest markant er priserne på benzin og diesel, som koster hhv. ca kr. 1,20 og ca kr 0,60 pr. liter. Derfor er det også meget billigt at køre med både de store og små busser "por puestos", og med taxaer. Man skal bare lige vende sig til den meget ringe standard på bilerne. Der er mange gamle, store amerikanerbiler, der ligner en rustbunke.

Vi tilbragte også en del tid på øen og var så heldige at få en guide, Bernardo, der talte virkelig godt engelsk, da han havde studeret i Europa. Desuden var vi de eneste på den tur, så vi fik ikke bare en masse at se og høre om Margarita, men også meget om Venezuelas historie og om forholdene i dag. Jeg ved ikke, om man nu lærer mere om Sydamerika i skolerne, eller om det bare er os, der ikke fulgte med i skolen. Men vi vidste i alle tilfælde ikke ret meget.

Efter Margarita sejlede vi ned til 2 mindre øer, El Coche og Cubágua, syd for Margarita, som begge helt sikkert er et besøg værd. El Coche har en meget fin strand, og der kommer derfor mange udflugtsbåde dertil fra Margarita. På Cubágua havde vi også en guide. Det var en lille pige, Gabriela Maria, på 9 år, som viste os ruinerne af Nueva Cadiz, der for 500 år siden delvis forsvandt i havet ved et jordskælv og en flodbølge. Jeg fik prøvet mit lille ordforråd i spansk på hende. Hun var den næstældste af en søskendeflok på 5, og hun havde 2 fædre! Familien boede i et gammelt forfaldent skur på øen - med en ligeså stor familie ved siden af. Mændene fiskede fra øen. Det mest imponerende ved Gabriela Maria var, at hun gik rundt på øen med bare fødder. Vi havde sko på med tykke såler, og alligevel lykkedes det mig at træde en kaktustorn op i foden gennem skoen. Gabriela trådte også ind imellem på en kaktus, men så bukkede hun sig bare ned og trak den ud!

Gabriela var med ude i båden og fik mælkepulver, antibiotika, forbindstoffer og lidt til sig selv med ind igen. Når man ser, hvordan mange bor her, gør det ondt helt ind i sjælen. Her kan man bruge alt.

På Margarita var vi også inde i bugten Boca de Rio, samt i Robledal og i Juangriego, før vi sejlede 60sm op til øen Blanquilla, nord for Margarita. Da vi havde meget fin vind hertil, nåede vi frem, inden det blev mørkt. Der, hvor vi ankrede, var der ikke det helt fine snorkleområde, men til gengæld fik vi set en mængde flotte lysegrønne papegøjer og store leguaner på vores tur ind over øen.

Vi kunne have sejlet direkte til Los Roques herfra, men foretrak at tage en afstikker ned over Herradura ved Tortuga. Det var bestemt ikke nogen dum ide, for Herradura er en lille perle af en ø. Kun 1.8 km lang med form som et stort kødben. På midten kun ca. 100 m bred og i hver ende 200 - 400 m. Vi lå i klart lysegrønt vand, kiggede ind på en kridhvid strandbred og kunne hen over øen se brændingen fra det Caribiske Hav. Her sad vi så og spiste friskfangede hummer med friskbagt brød og salat. Jamen hvis ikke det var paradis..…

Fiskerne her på øen var ligeså venlige, som alle dem vi senere mødte i Venezuela. Her solgte de os 2 hummer for et lille beløb, 2 kasketter og nogle øl. Venligheden og smilene blev ikke mindre af, at Valde hjalp dem med at få en båd op på stranden og lå og gravede sand væk fra båden sammen med dem.

Efter ½ dag og 1 nats sejlads, hvor vinden kom op på 11-12 m/sek, nåede vi øgruppen Los Roques. Los Roques er en øgruppe på ca. 250 øer grupperet om en lagune med meget lidt vand. Øerne er udlagt som nationalpark, og at sejle mellem øerne føles som at sejle i den svenske skærgård en meget, meget varm sommerdag. Nå ja så er der lige nogle små forskelle som vandets farve, de hvide strande, vandets temperatur og manglen på koste og fyr. På hovedøen, El Grand Roque, er der heldigvis et fyr, og det var så også det, vi kunne se, da vi sejlede mod øerne om natten. Ellers er der kun hist og her et vrag, nogle ruiner og en klump palmetræer. Det er om at holde øje med øerne og skitserne i bogen. Men som altid er det altså lettere, end man tror.

Der var bryllup på El Grand Roque. Alle døre stod åbne, og man kunne bare gå ind og sætte sig i den lille kirke. Det var et festligt og meget afslappet bryllup. Brud og brudgom vendte sig ind imellem mod gæsterne for at snakke lidt med dem. Den unge præst fik gang på gang forsamlingen til at le. Under den sidste sang/salme tog alle hinanden under armen, hvorefter man gav sidemanden/damen til højre og venstre et stort knus.

På Los Roques traf vi nogle svenskere og nordmænd, som vi senere fejrede jul og nytår med, og som vi også fulgtes med helt frem til Curacáo. Vi kunne nemt have tilbragt 1 måned eller 2 på Los Roques. Foruden de meget smukke øer, åbner der sig en helt ny verden af enestående skønhed under havets overflade. Der er farvestrålende bløde og hårde koraller, og her imellem svømmer så papegøjefisk på 3/4 meter, plettede rokker og blæksprutter foruden de mange fiskestimer i alle mulige farver og former.

De sidste øer, vi besøgte, i Venezuelas yderste ørække var Las Aves, som betyder fuglene. Her var også fugle i tusindvis, og også fine snorklemuligheder. Da vi sejlede langt ind i bugten ved Isla Sur, måtte vi "eye-ball-navigere" os ind mellem revene.

Inden vi tog ned til Venezuelakysten, tog vi en afstikker til De Hollandske Antiller Bonaire og Curacáo. Efter 58sm fra Las Aves var vi tilbage i civilisationen. Bonaire var ligeså ren og fin som de hollandske små byer, med fine supermarkeder. Da jul og nytår nærmede sig, blev der købt godt ind, og vi fik fejret en hyggelig jul og et festligt nytår med flere svenske og norske både samt en enkelt englænder.

Vi tilbragte ret lang tid på de 2 hollandske øer. Dels havde vi besøg af vores mellemste søn Steen i knap 3 uger, dels havde vi svært ved at løsrive os fra det sociale liv med svenskerne.

Så er det for øvrigt også nogle fantastiske øer, hvor der er masser at se på. På Bonaire cyklede vi hele sydenden af øen rundt. Ca. 35 km. Vi så de store saltdynger, da der stadig udvindes salt her . Vi kiggede også ind i de små slavehytter - ikke meget større end hundehuse, hvor slaverne ved saltværkerne så sent som i 1850erne boede 2 mand i hver lille hytte. Ellers var det gold ørken kun afbrudt af store flamingoflokke. Da Steen var ankommet, lejede vi en rusten Mini Van og kørte nordpå til øens Nationalpark. Ad meget dårlige hullede grus- og stenveje med sving, stigninger og fald kørte vi rundt i parken. Her var både leguaner, papegøjer og flamingoer. En dag var vi også ude at snorkle på "Klein Bonaire" og Steen var med et hold dykkere ude på et dag- og natdyk. Tæt på kysten har den sidste orkan desværre ødelagt mange af korallerne.

I Kralendijk på Bonaire ligger man fortøjet ved bøjer til en pris af ca kr. 50 pr døgn - uden andre faciliteter end bøjen. Inden vi sejlede videre til Curacáo, mødte vi John fra Esbjerg i sin Junker 22 "Trojka" og hørte om hans fantastiske tur frem til Bonaire. John lå inde i marinaen med alle faciliteter som brusebad, toiletter og pool. Til gengæld lå han til "dinghypris", da man ikke havde priser på både under 30 fod i marinaen!

Med stolthed viste vi Steen "The green flash" en aften, hvor dette fænomen var meget tydeligt og flot. Steen var dog ikke synderlig imponeret. Han havde vist ventet sig noget i retning af et grønt fyrværkeri, og det er altså solen, der lige før den går ned pludselig bliver lysende grøn - vel og mærke når der overhovedet ingen skyer er omkring eller foran den.

På Curacáo ankrer man i Spaanse Water, som er en lagune. I modsætning til Bonaire, hvor vi ankrede i det reneste, klare vand, var vandet her stillestående og indbød ikke til at svømme i. Vi tog imidlertid dinghyen tværs over lagunen, hvorfra man hurtigt var ude ved kysten. Her var til gengæld noget af det flotteste snorkleområde, vi har oplevet. Koraller og fisk i mange farver - også mange vi ikke tidligere havde set, og så lå der et vrag på ret lavt vand. Her kunne man også kigge på dykkerne længere nede.

Curacáo er den største af de 3 ABC øer og i forhold til Bonaires ca. 14.000 beboere, bor her ca. 125.000. 350 års tilknytning til Holland har sat sit tydelige præg på øerne. Willemstad på Curacáo er med sine pastelfarvede pakhusgavle langs kanaler og kajer som et tropisk Amsterdam. I stor kontrast til øens nøgne kaktuslandskab. Der tales hollandsk og papiamento. Det sidste forstår man ikke et suk af, da det er en blanding af spansk, portugisisk, engelsk, hollandsk og lidt afrikansk. Heldigvis taler de fleste, som på Bonaire, engelsk.

Også på Curacáo var der meget at kigge på. Bl.a. pontonbroen, der fører over til den anden side af havneindløbet, og som består af 15 pramme, der vugger godt, når man går over broen. En motor monteret på den ene ende skubber hele broen til side, når et skib skal igennem. Da der ofte er besøg af store krydstogtskibe, er der et vældigt liv, musik og larm, som man kan sidde og kigge på fra fortovscafeerne. Her er en blanding af festlige indfødte i meget lidt og meget stramt tøj, og tykke amerikanere i ankelsokker, joggingsko, shorts og Tshirts. Man er ikke i tvivl om, hvem der er hvem.

På Curacáo var vi også inde på et stort søakvarium med store fisk, hajer og havskildpadder. Steen dykkede med sit snorkleudstyr ned og fodrede hajerne og skildpadderne gennem et hul i et undervandshegn.

Vi var blevet lidt trætte af vores lille "spejdertelt" af et solsejl. Så en dag fik vi langet en rulle med 10 meter solsejlstof ind over gelænderet, købt hos den lokale bådhandler. Det tog nogle dage at få stoffet målt ud, klippet og syet. Konstruktionen skulle vi også finde ud af, da vi manglede en "pind" i bagbords side henne agter. I styrbords side havde vi vindmøllepinden. Heldigvis klarede den elektriske symaskine de fleste sømme. - Vi synes selv, resultatet blev godt. Nu har vi mere udsyn og kan komme forbi sprayhooden op på fordækket.

Dinghyer skulle være specielt billige her, og da vi var 2 både, der var interesseret i at købe, fik vi i løbet af omkring 14 dage forhandlet os frem til ca. 2½% rabat på en i forvejen favorabel pris. Båden har lille køl og blød bund, så den kan rulles sammen og pakkes væk.

Desværre havde vi en del vrøvl med vores påhængsmotor, der pludselig gik i stå og ikke ville starte. Men Peter, vores meget hjælpsomme svenske ven, fik den heldigvis ordnet.

Fra Curacáo skulle vi sydpå ned mod Venezuelakysten. Vi havde fået at vide, at vi skulle gå tilbage til Bonaire, før vi gik sydover, da vi ellers ville få strømmen imod os. Det tog os 12 timer i kraftig modvind. På Bonaire fortøjede vi ved een af bøjerne, sov et par timer, før vi gik sydpå til øen Sombrero. Hertil havde vi halvvind, masser af vind og store bølger, så vi strøg af sted.

Sombrero, som er en lille fin ø med flot hvid badestand, palmer og fint badevand, lå helt øde hen, da vi nåede frem den fredag. Ankringen var lidt svær, da der var over 20 m. vand næsten helt ind til stranden. Det lykkedes os dog at ankre på 16 meter ikke langt fra stranden. Her lå vi så mutters alene og sov godt efter den hårde sejlads. Næste dag lørdag, så verden anderledes ud…. Da kom der en invasion af små motorbåde med store påhængsmotorer og fiskerbåde fyldt med folk fra fastlandet. Der blev læsset parasoller, madkasser, borde, stole, børn og legetøj af i store mængder. Nå vi roede da også ind og deltog beskedent i halløjet. Kl. 17 forsvandt de alle sammen for så at vende tilbage søndag igen - eller var det nogle andre? Det var week-end mødestedet for de rige, unge og smukke. (Aldrig har vi set så mange flotte piger i Gstreng og mini BH - men ingen topløse). Venezuela har jo også vundet mange skønhedskonkurrencer!

Mandag blev der helt stille igen, og kun skraldemændene havde travlt med at rydde op på øen. Det er desværre sådan, at man bare smider alt, hvad man ikke kan bruge, også selvom der er skraldespande i nærheden.

Venezuela har 3 nationalparker her ved kysten. Den ene er Los Roques, og så ligger Morrocoy Nationalparken ca. 25 sm nord for Puerto Cabello i det vestlige Venezuela. Parken består af et naturligt kanalsystem, der iflg. Doyles Cruising Guide skulle være afmærket med røde og grønne nummererede bøjer. Vi fandt nu kun 2 med numre på. Til gengæld manglede der nogle, og alle røde bøjer var stort set falmede og var nu hvide. Nå de grønne bøjer havde da beholdt farven. Så det var om at tælle bøjer med kortet i hånden. Der var mange rev og dybder, der varierede fra 18-20 meter til de 1.6 meter, hvor vi rørte bunden! Men vi ankrede muttersalene længst inde på en ankerplads i lagunen, som var smukt omkranset af mangrove og høje skovbevoksede bjerge i alle grønne farver. Her var bare så flot…..

Da vi herfra sejlede til Puerto Cabello, lå vi for første gang på denne tur i en marina. Det påstås, at hvis man ligger til ankers her, kan man risikere at få uanmeldt besøg af lokale svømmere. Byen var ellers noget af en kontrast til de pæne ABC øer. Ikke bare bankerne havde bevæbnede vagter uden for og inden i banken, men også ved mange forretninger, og i gaderne var der vagter med pistoler. Også marinaen var skarpt bevogtet hele døgnet.

Her fandt vi ud af, at ventilen til vore gasflasker var ødelagt, og det så ikke umiddelbart ud til, at man kunne skaffe en ny ventil her i byen. Medens vi funderede over, hvordan livet ville være uden varm mad, the og kaffe, kom en tysk katemaran ind i havnen. Det var i sig selv rart, at se en anden sejler, men det mest fantastiske var, at manden var gas- og vandmester. Så der gik ikke lang tid, før han havde fixet ventilen, og vi havde gas igen!

Fra Puerto Cabello skulle vi østpå igen mod Puerto la Cruz og Margarita. Vi var godt klar over, at vi, efter at have sejlet med passatvinden helt til Curacáo og ned til kysten, skulle til at betale i form af modvind tilbage.

Det gik nu bedre end forventet, idet vi udnyttede fænomenet langs kysten, hvor det blæser temmelig kraftigt fra ca. kl. 12 middag til midnat for så nærmest at være vindstille resten af døgnet. Derfor blev det mest motor- og natsejlads, hvor vi startede enten ved midnat eller sidst på eftermiddagen afhængig af, hvor langt der var til næste ankerplads.

Vi gjorde så ophold i forskellige bugter, i Caranero og på småøer undervejs. Nogle steder var så fine, at vi blev der nogle dage. Især de bugter, der gik et stykke ind i landet, hvor vi lå som i en stille skovsø omkranset af høje bjerge. Andre steder rullede vi i dønningerne, så vi så hurtigt som muligt sejlede videre. Et sted ankrede vi i 15 m/sek vind bag ved en lav pynt. Der var nogenlunde bølgelæ, men bestemt ikke læ for vinden.

Det var ret spændende at iagttage fiskernes samarbejde i de små både. 2 mand var placeret oppe på et bjerg med god udsigt over vandet og fiskestimerne. Når så der var en fiskestime på vej ind i bugten, råbte, vinkede og fløjtede de til de andre fiskere, der meget hurtigt kom i bådene og lagde net rundt om fiskestimen - somme tider var vi også inden for nettet. I hver båd var der en mand med svømmebriller, som dykkede ned og fik en pejling på, hvor fiskene var. Sommetider kom de op med 1 stor fisk i hver hånd, som de med stor lethed kastede op i båden.

Kendetegnende for hele turen fra Curacáo var imidlertid også, at vi ikke mødte andre sejlere, bortset fra den tyske katamaran i Puerto Cabello. I Puerto la Cruz mødte vi til gengæld hele 3 danske både: "Sims", "Rumkath" og "Felicia". Men vi havde hele tiden fiskerne omkring os, og de var utrolig venlige og nysgerrige efter at finde ud af, hvad vi var for nogen.

Første tur var en 3 dages tur, der gik fra Puerto Cabello ca 500 km op i Andesbjergene til Mérida. Bussen kørte om natten, og det tog en nat at køre derop. Mérida ligger i 1500 meters højde. Allerede første dag var vi oppe med verdens længste kabinelift: 12,5 km. Vi nåede op til Pico Espejo i 4765 meters højde, hvorfra vi kunne kigge over til Venezuelas højeste bjerg Pico Bolivar på 5007 meter med sne på toppen. Temperaturen var omkring frysepunktet, men da vi begyndte at gå og kravle rundt deroppe i den tynde luft, endte det med, at jeg blev svimmel, medens Valde med sin astma klarede turen uden problemer!

Næste dag tog vi en lokalbus op i bjergene til en lille landsby, hvorfra vi gik ca. 6 km ned til en anden lille by, la Mesa, hvorefter vi tog bussen tilbage til Mérida. Der var så flot en natur deroppe og så vidt forskellig fra kystområderne, at det var ved at tage pippet fra os. Man kunne sagtens bruge mere tid i Mérida området, da der er mange udflugtsmål herfra. Mulighederne for at finde et hotel eller pensionat til en rimelig pris var mange. Selv boede vi på et udmærket pensionat, Casa Alemenia, tlf. 074636503, hvor vi havde bestilt værelse i forvejen.

Den næste tur ind i landet gik fra Puerto la Cruz, hvor vi sammen med et svensk sejlerpar kørte 400 km ind i landet med bus til Orinocodeltaet. Herfra med hurtiggående motorbåd ca. 30sm ind til en camp, hvor vi boede den første nat. Næste dag sejlede vi yderligere ca. 100sm længere ind i deltaet til en mere primitiv camp, hvor vi sov i hængekøjer (ikke særlig behageligt). Deltaet var her nærmest som en bred grøft, hvor bredden ellers var mindst 1 km længere ude. Vi fik set aber, papegøjer, rød ibis og mange andre fremmedartede fugle samt en enkelt lille babyalligator. Vi var ude at ro kano, tog på ture ind i junglen, fiskede, var på nattur med lygter ind i deltaet og besøgte indianerne.

Her fik vi et rigtigt godt indblik i Warao indianernes liv. Der lever ca. 20.000 indianere fordelt på 25.000 km2 i deltaet. (Orinoco deltaet er verdens anden største). Indianerne bor spredt over hele området og lever af fiskeri og det, de finder i junglen. Deres hytter er meget primitive, og de klumper sig ikke sammen, men der bor mange i hver hytte. Indianerne er meget små - vi følte os MEGET store - og så er de kønne især børnene. - Sikke en oplevelse.

Vi ville gerne have besøgt Angel Falls. Verdens højeste vandfald. Men da vi var der i tørkeperioden, var der ingen vand i vandfaldet. Det er om efteråret, man skal tage hertil.

På vej tilbage til Margarita fik vi et "lille" problem. Valde skulle lige kigge til motoren, da vi havde ankret i en lille bugt vest for Puerto la Cruz. Et råb og en banden - det flød med olie i motorrummet!

Så var det op med sejlene og tilbage til Puerto la Cruz. Vi regnede med lige at kunne bruge motoren ind i havnen. Men da vi startede den, var gaskablet knækket. Over VHF'en fik vi kontakt med havnekaptajnen. Vi krydsede ind i havnen (der var ikke meget plads til det, men vi havde jo været der før) og blev så slæbt det sidste stykke ind til kajen.

Det var olietryksmåleren, der lækkede. Heldigvis kunne vi få en standard, ligesom vi også fik et nyt gaskabel. Til gengæld var profilen, der holder gaskablet i gearskiftet også knækket (var repareret af den forrige ejer med en gang ståltråd). Her måtte vi have en ny fremstillet af et stykke rustfrit stål. I marinaen, Bahia Redonda, fik vi hjælp af en engelsk maskinmand med en indfødt veninde, der vidste hvor tingene kunne fås. Det hele blev derfor klaret på 3 dage. Men det blev da nogle dyre dage!

På Margarita fik vi besøg af min bror og svigerinde samt derefter af vores yngste søn, svigerdatter og barnebarn Mads. Vi sejlede rundt på øerne syd for Margarita og ned til Mochima Nationalpark, som er en meget stor fin bugt med mange gode ankerpladser. På den måde fik vi også vist familien noget af det meget smukke Venezuela.

Der er alle mulige grunde til, at Venezuela burde være det foretrukne område for sejlere både uden for og i orkansæsonen. Vore ture ind i landet har sammen med sejladsen rundt på øerne og langs kysten vist os, hvilket smukt og varieret land, Venezuela er.

Årsagerne til de manglende sejlere og turister kan både være katastrofen ved Caracas sidste år og den begrundede angst for kriminalitet. Ligeledes kan den meget store forskel mellem rige og fattige i dette land næsten heller ikke give andet end problemer. I Puerto la Cruz havde vi ren slum til den ene side og ved kanalerne til den anden side meget store rigmandsvillaer.

Selvom man gør alt for ikke at ligne "en god fangst" - d.v.s. 0 smykker og 0 ur, så skal man selvfølgelig heller ikke være så blåøjet og naiv at tro, at intet kan ske. Da vi kom til Puerto la Cruz fik vi flere beretninger om tyverier og overfald med trusler med knive. Da flere af beretningerne var fra de implicerede selv, gjorde det selvfølgelig et meget stærkt indtryk. Det gjorde også et dybt indtryk på os, da en svensker, som vi havde siddet hyggeligt og snakket med i cockpittet 2 dage efter blev skudt i ryggen i åbent farvand ud for Venezuelas kyst.

Vore egne oplevelser med venezuelanerne var dog udelukkende positive. Vi oplevede f.eks. mennesker på gaden, der gjorde os opmærksom på, at rygsækken ikke var lukket ordentlig, eller at vi ikke lige skulle sætte den på gulvet. Men det mest tankevækkende var nok, at jeg på et marked i Cumaná - uden at opdage det -tabte min pung. 100 meter derfra kom en lille morlille løbende med den. Der manglede intet i den, og hun så ellers ud til sagtens at kunne behøve pungens indhold.

VENEZUELA BURDE VÆRE …..

Venezuela - kort fortalt:

Sejlads på Venezuela: