Med S/Y PIKERO over Atlanten

Vi tog afsted søndag d. 25 november. Lene, Tonny og Henrik havde til det sidste hjulpet os med madlavning og klargøring af skibet. Den hjælp var simpelthen uundværlig. 

Camillas hår til Atlanten	Lene og Camilla
NB: klik på et billede for at se det i stort format!

Vejret var lidt stille så vi brugte motoren den første times tid. Derefter var der lidt svag vind i en halv time og bang så havde vi kuling i nakken, som sædvanlig. Vi lyttede til "Arken" som havde afsejlet fra Las Palmas om formiddagen. Det var et felt på ca. 250 både med retning mod St. Lucia i Caribien. Vi kunne høre, at også de var overraskede over den hårde vind. Vi ved de får opdaterede vejrudsigter hver dag, så det beroligede os lidt, det måtte jo betyde at vinden løjede lidt eller var et lokalt fænomen....ha, ha den røg da op på de 20 sekundmeter i stødene og løjede tre døgn senere! Positivt set gav det os lidt fred i sjælen da vi vidste tiden var lidt knap for at nå til Tobago, hvor mor ventede. Nu havde vi lidt ekstra tid, da vi de første tre døgn sejlede hurtigere end vi nogensinde har gjort før. Normalt regner vi med maks. 120 sømil i døgnet, nu gjorde vi hhv.138, 147 og 141 sømil. Ærlig talt lå vi i hver vores køjer, da skibet lå uroligt i søen, og spurgte hinanden hvad f....vi lavede der. Klogere blev vi ikke !

Efter fire døgn fik vi badet. Det hjælper altid på humøret. Dagen efter havde vi en dejlig dag, hvor vi endelig kunne sidde i cockpittet uden at blive gennemblødte af de store bølger. Det var dejligt at se andet end interiøret af båden. Faktisk var vi så heldige at se en hval ikke så tæt på, men vi så een.

Om lørdagen skiftede vi sejlføring fra enkelt genua til dobbeltgenua, en såkaldt butterfly. Forinden havde vi nok ikke regnet med det blev så hårdt at sætte to sejl, men passatvinden er stærk, stærkere end man regner med. I gennemsnit har der været ca. 12 sekundmeter vind. To dage efter maset med at sætte de to sejl havde jeg stadig ondt i ryggen, da jeg var "spilmester". For at få nr. to sejl op skal vi have det første sejl ned, da de går på samme fald op i vores genuaskinne som har to hulkeler og som dermed kan bære to sejl på en skinne. I 12 sekundmeter er det næsten umuligt at få dem op, men det skulle gøres. Men et godt råd til andre sejlere er at bruge to stag. Enten ved på forhånd at havde sat butterfly, som man venter med at bruge til man kommer lidt sydover, og have en genua på et andet stag, eller ved at have een genua på hvert stag. Men sidstnævnte kræver at genuaerne er nogenlunde lige store da båden ellers vil ligge dårligt i søen når man bruger begge to. Nogen både kan også bære genua og storsejl på en gang, men det kan vi ikke da vi så skærer for meget op i søen.

Vi har sat butterflyen NB: klik på et billede for at se det i stort format!

Vi danske både, som havde SSB radio havde fast kontakt med hinanden tre gange dagligt. Derudover talte vi med Karsten i Panama, som registrerede vores position og var meget behjælpelig med emails og vejrudsigter. Det er faktisk utroligt så meget kommunikation mellem andre både betyder. Nogen både sætter en ære i at "klare ærterne selv", men jeg synes det sammenhold og den tryghed man får overstiger alle mine forventninger.

1. søndag i advent afholdt "Kuta" søndagsandagt til stor moro for os andre. Jeg savnede julen derhjemme, Kim priste sig lykkelig over ikke være derhjemme til julestressen. Senere fortrød han dog, da vinden igen byggede sig op til en kuling som igen varede et par dage. Heldigvis havde Lene købt en julekalender med chokolade i til mig (tak Lene), så jeg var ikke helt uden julehygge.

Torsdag d. 6.december løjede vinden til ingenting, så motoren blev sat i gang. Vi prøvede senere at sætte genakkeren, men vinden var for svag og det hele mundede ud i, at vi fik det ene skøde i skruen da vi startede motoren igen. Motoren er vores smertensbarn, så vi var lige ved at gå ned med flaget da den døde. Heldigvis fandt vi hurtigt ud af det var skødet, så Kim måtte i baljen og skære det fri. Kim har en fobi overfor hajer (selvom han ved det er noget pjat) og kunne næsten ikke få tid til at skære i trossen da han nærmest hyperventilerede og dermed ikke kunne holde vejret særlig længe. Jeg syntes det var modigt at hoppe i når han nu har den fobi.

Kim "Skødedykker"	Kim "lystfisker"
NB: klik på et billede for at se det i stort format!

Senere samme dag fangede vi en kæmpefisk. Vi anede ikke hvad det var, men den var rigtig, rigtig stor og vældig flot. Kim ville have den ombord så han kunne kappe halen af. Vi har en uofficiel fiskekonkurrence gående med nogle andre både, hvor det handler om at få den største hale, målt fra halespids til halespids. Jeg truede med at klippe alle hans fiskeliner over hvis han hev den ombord bare for det. Så det endte med at vi tog nogle billeder og lod den slippe. Senere fandt vi ud af det var en guldmakrel, men der var alt for meget kød til os to, så jeg var glad for udfaldet.

Dagen derpå satte vi presenning over cockpittet til læ for solen, at det senere også viste sig at være komplet regntæt var en ekstra bonus. Vandtemperaturen havde sneget sig op op de 27 grader og solen bagte, så det var herligt at få lidt skygge.

Pikero på Atlanten NB: klik på et billede for at se det i stort format!

Hver dag blev vi nødt til at lade med motoren. Vores to 50 w. solpaneler var og er ikke nok. Men vi er blevet enige om, at det er billigere at lade med motoren en time om dagen, end at købe en en ny vindgenerator. Søndag d. 12 havde vi som sædvanligt startet motoren men kort tid efter stod der gnister op af motorrummet. Det er altså ikke en oplevelse man får en fed lykkefølelse ud af ! Det var en bolt på starteren der var røget af, med det resultat at generatoren var nede og slæbe på svinghjulet. Det reparerede vi med det samme....altså efter at have fundet bolt og møtrik nede i sumpen ved hjælp af en magnet !

D. 13 kl. 0400 om morgenen gik vores rat i stykker. Først troede vi det var selve roret, enhver sejlers mareridt, men det viste sig "bare" at være rattet.....det blev dog til en større omgang end vi først havde antaget, da vi ikke kunne få rattet af og dermed ikke kunne få det repareret. Selvfølgelig var det blevet kuling igen med dertilhørende regn og store bølger. Efter vi et par timer havde kæmpet i regn og mørke, blev vi enige om at lægge os indtil vi kunne tale med Henning på Kuta. Han er maskinmester og kunne måske hjælpe os, om ikke andet så moralsk.

Pikero viste sig heldigvis at kunne ligge fint bi i store bølger. Vi havde begge sejl rullet ind. Hun lagde sig med siden til de store bølger, men red meget fint over dem. Det var faktisk ganske behageligt at opholde sig på båden. Da vi endelig fik talt med Henning var det ligesom at få psykisk førstehjælp. Henning og hans gast, Hans Jørgen, har begge meget forstand på både så vi gjorde brug af deres hjælp. Det viste sig at være en slaglodning der var gået, hvorved bøsningen på rattet var røget af. Dermed havde rattet ikke længere kontakt til ratakselen. Kl. 1400 havde vi første version af det nye rat klar, men det var for svagt til at holde. Næste version var klar kl. 1800, den holdt i 30 sekunder. På det tidspunkt havde vi fået hhv. 2 og en halv times søvn. Vi forstærkede første reparation med noget gelcoat filler, som først skulle hærde inden vi kunne teste rattet igen. Mørket faldt på og vinden var bestemt ikke mildere, så vi lagde os bi en hel nat og holdt ærlig talt næsten ikke udkig. Vi var komplet udmattede. Karsten i Panama var underrettet om vores situation, det samme var alle dem vi dagligt havde kontakt til. Dermed føltes det som om vi havde et sikkerhedsnet. Hvis alt mislykkedes kunne vi lægge bi indtil den danske båd "Anaconda" ville indhente os. Skipperen Jan har alt til at reparere en båd og han ville kunne nå os inden for tre døgn. Hver gang vi afgav en ny position blev den plottet ind på Jans GPS, så han sejlede efter hvor vi var.

Ratreperation	Håndstyring
NB: klik på et billede for at se det i stort format!

Den følgende morgen testede vi rattet og mente det kunne holde. Bare det ikke blev hårdt vejr igen. Aries, vores trofaste vindror kunne vi ikke montere, da rattet dels også var afstivet med t-nøglen fra topnøglesættet, dels føltes rattet ikke så stærkt at det kunne klare den kraftige udveksling som Aries har. Dette betød at vi måtte håndstyre de sidste 360 mil, men det gik fint. Vi anløb Charlotteville på Tobago d. 18 december kl. 0900 om morgenen lokal tid.

Caribien

Det var herligt endelig at droppe ankeret. Vi kiggede lidt på hinanden og var helt enige om at vi ikke skal over Stillehavet i den lille båd. 

Kort over Atlanten som viser Camilla og Kims rute. NB: Klik på kortet for se det i stort format!.

Vil du se positionsmeldinger fra S/Y Pikero på hendes tur fra Gr. Canaria over Atlanten til Tobago så klik her.